Af Eva Trans

- Det var først senere det gik op for mig, hvor meget chatten egentlig betød for mig. Nogle vil tænke, det er jo bare en chat, hvor man sidder og snakker. Men for mig var det der, jeg gik hen, når jeg bare havde lyst til at finde et reb og slutte alting af. Så var der nogen, der bad for mig, og så fik jeg fred i mit sind.

Provokerende chat
Natasja Grønkjær på 17 fortæller fra vinteren 2006, hvor hun brugte mange timer på Evangelists chat.
- Før chatten blev til, havde jeg tænkt, at jeg manglede sådan en kristen chat. Jeg sad nemlig en del ved computeren på en chat for skizofrene og deprimerede, og der fik jeg det dårligere af at være. Folk sad nærmest og gav hinanden idéer til selvmordsmetoder, husker hun.
Derfor var hun allerede på Evangelists chat fra dag et, og selvom hun ikke sagde så meget i starten, undrede hun sig en del.
- Man fik ikke den der medlidenhed på chatten, men folk blev opmuntret til at vælge at være glad. Det syntes jeg bare var enormt provokerende og en lille smule hårdt, forklarer hun.
Men hun blev alligevel hængende og begyndte lige så stille at bede chatadministratorerne om hjælp.
- Jeg kunne mærke, at det begyndte at give mig håb, husker Natasja og fortsætter:
- Og det fik jeg bestemt ikke ellers. Hverken på den anden chat eller hos læger og psykologer. De havde prøvet mange slags medicin på mig, uden det hjalp, og det lå i kortene, at jeg skulle slås med det her resten af mit liv. På chatten mødte jeg derimod mennesker, som havde kæmpet med det samme, som jeg gjorde, og som var kommet ud på den anden side. Og jeg kunne mærke, at de var ægte.

Livets eller dødens vej?
Da lægerne kom til kort og ville have hende indlagt på psykiatrisk afdeling, blev Natasja enig med sine forældre om, at hun havde brug for mere hjælp. Efter nogle snakke var Natasja ude at se Tabitas Hus. Hun fortæller videre, men stopper nogle gange for at tænke undervejs:
- Jeg vidste, at jeg havde brug for 100 pct. hjælp, for chatten var ikke nok i længden, men samtidig var det enormt skræmmende for mig at skulle flytte ind hos nogle fremmede mennesker. Da vi havde været ude at se Tabitas Hus, kørte tankerne rundt i mit hoved på hjemvejen, så jeg nærmest var ved at eksplodere!. Pludselig hørte jeg Guds stemme så klart som aldrig før: "Hvad vælger du: Livet eller døden?" og så vidste jeg bare, at jeg skulle gøre det - uanset, hvor svært det blev.
Siden da er over et år gået, og Natasja er blevet fuldstændig fri fra selvmordstanker.
- Siden jeg var omkring otte år har jeg været plaget af ideer om at springe ud foran tog, kaste mig ud af biler, finde reb og så videre. Jeg troede bare, det var sådan, jeg var. Men i dag er jeg fri, smiler hun og fortsætter:
- Det troede jeg aldrig, jeg skulle blive.

Skriver sange og hjælper andre
Der er stadig svære dage i livet, men Natasja har fundet en ny måde at takle dem på:
- Hvis jeg ikke er glad, sætter jeg mig ned og skriver en sang i stedet for at gemme mig under dynen. En dag, hvor jeg var utaknemmelig, skrev jeg en sang som hedder: "I will not forget the place I came from". Det hjælper mig faktisk også, at se udover mig selv og være til hjælp for andre, forklarer hun.
Natasja kunne godt tænke sig selv at blive admin på chatten en dag.
- Det kunne være lidt vildt, hvis jeg sad der en dag, og kunne få lov til at hjælpe andre, som jeg selv fik hjælp. Der er jo ingen, som kan sige, at det er løgn, det som jeg selv har oplevet. Jeg vil gerne være et bevis for andre på, at det godt kan lade sig gøre, slutter hun.