Kun de færreste kan forestille sig, hvordan det må være at bo afsondret fra omverdenen på en øde klippe i et isfyldt hav, hvor der kun er forbindelse med båd til omverdenen tre måneder om året, når isen bryder op.
Joorut (22) og Isaias (20) er vokset op sådan et sted - i bygden Kullorsuaq (udtales ´ku-sjlosh-vak‚) i Nordvestgrønland
få hundrede kilometer syd for Thule, hvor en stor del af de cirka 400 indbyggere ernærer sig ved fangst af sæler, narhvaler, isbjørne og hvad der ellers kan skydes, spises og sælges til livets opretholdelse.
Hverdagen kan være barsk og ubarmhjertig, og der drikkes meget i de små hjem, hvor børnene ofte går for lud og koldt vand.
Sådan var det ikke hos Joorut og Isaias. De kom fra et godt hjem uden alkoholproblemer, hvor mor gik hjemme, og far havde fast arbejde som skolelærer.
- Vores familie var velanset i Kullorsuaq, og mange mennesker kom til vores familie for at få hjælp til f.eks. kontakten med myndighederne, fortæller de. Tiden skulle dog vise, at dette ikke var nogen garanti for et godt liv.

Barndomsminder
For Isaias så barndommen ganske lovende ud:
- Jeg har arvet lidt af min fars hoved, så jeg var den første der lærte dansk i klassen. Jeg læste også masser af bøger. På et tidspunkt var jeg endda formand for elevrådet, smiler han, mens hans fingre leger med guitaren.
Isaias er meget musikalsk. Han blev interesseret i musik i begyndelsen af sine teenageår. Sammen med sin fætter legede han med keyboard og guitar, så snart de kunne komme til det, og de blev ganske dygtige. Der var heller ikke så meget andet at lave, end at spille musik og være sammen med vennerne i den Nordvestgrønlandske bygd.
For Joorut gik det ikke helt så nemt:
- Min storebror drillede mig, og vi kom altid op at slås. Jeg hadede ham og ville helst være sammen med mine små søskende. I skolen blev jeg drillet med, at jeg var lille, så jeg prøvede altid at være i nærheden af mine venner. Mit forhold til min mor blev af forskellige grunde brudt, da jeg var syv år. Det var ikke det bedste for et barn at vokse op under de forhold, siger Joorut stille.

Skolen i Upernavik
Skolen i Kullorsuaq var en lille skole, så undervisningen på de sidste klassetrin foregik i Upernavik, en lidt større by 300 kilometer længere nede af kysten. Som 14-15-årige flyttede de to brødre ind på skolens kollegium. Joorut fortæller:
- Man kunne ikke rigtig lave andet der, end at gå tur eller se fjernsyn. Jeg holdt ud længere end de fleste på skolen, men til sidst fik jeg næsten skældud hver uge. Inspektøren sagde at jeg var den mest dovne, mest rodede og mest ulydige elev, de nogensinde havde haft. Det endte med, at jeg tog tilbage til Kullorsuaq uden at gøre folkeskolen færdig.
Isaias flyttede ind et par år senere:
- Min fætter og jeg gik sammen på skolen, og vi kedede os også meget. Derfor overtalte vi skolen til at købe en synthesizer, og så arrangerede vi diskotek og begyndte at gå i byen og fik masser af venner. Jeg havde bare lyst til at drikke og have det sjovt. Jeg var godt træt af at være fra den pæne familie og ville bare mærke friheden. Isaias begyndte at sidde og drikke på værelset i hverdagene, selv om han stadig gik i skole. Det var selvfølgelig forbudt, men han blev mere og mere ligeglad. Han forklarer:
- Jeg tror, det var en slags virkelighedsflugt fra min families og mine egne krav.

Far blev kristen
Joorut gik derhjemme og passede sine små søskende eller var sammen med dårlige kammerater:
- Mit liv var bare at stå op, passe søskende, lave ingenting og lave sådan nogle Jack Ass ting sammen med min fætter. Fuldstændig meningsløst. Hver eneste gang, jeg var alene, tænkte jeg på at skære mig selv. Jeg prøvede at glemme det ved at være sammen med min fætter og ved at drikke. fortæller Joorut.
En dag fandt deres far, Jens Hansen, en bog, som var lagt ud på nettet. Den hed "Sejr over dæmoner". Mens han læste den, begyndte han at tro på Jesus. Han fik kontakt med bogens forfatter Christian Hedegaard, og det endte med at familien tog på ferie i Danmark.
- Mens vi var i Danmark, blev mine forældre døbt i vand og fik Åndens sprog. Jeg var skeptisk, men da jeg kom hjem til Grønland, kunne jeg ikke lade være med at tænke over det og snakke om det, siger Isaias.
Joorut var ikke med i Danmark. Han blev hjemme og begyndte at læse lidt i "Sejr over dæmoner". Han undrede sig over at støde på håb om nyt liv i sin håbløse situation. Og han læste videre for at finde ud af, hvad det var.
- Desværre var jeg meget stolt. Jeg ville gerne bestemme alting selv. Det var først da det gik op for mig, at jeg ikke havde noget håb, at jeg overgav mit liv til Gud, siger han. Det skete på vækkelsesmøderne i Kullorsuaq i 2002.

Vækkelse og forfølgelse
Joorut fortæller om vækkelsesmøderne, hvor masser af mennesker fra bygden blev helbredt for sygdomme, de havde fejlet hele deres liv.
- Gud blev meget virkelig, siger han.
Allerede en uge efter brød voldsomme forfølgelser ud. De nyfrelste i bygden fik i bedste fald den kolde skulder, selv af deres nærmeste familie, og i værste fald blev der råbt efter dem på gaden og kastet med sten. En enkelt kristen fik tæsk.
- Det var en hård tid, men jeg er også taknemmelig for det, som skete. I vores egen familie var vi nødt til at stå sammen. Vi lærte hinanden at kende. Samtidig var Gud helt tæt på. Jeg kan huske, at vi hele tiden grinede. Også når folk råbte efter os på gaden. Og dengang kendte vi altså ikke noget til Helligåndens latter, siger Jorut med et smil.
Efter vækkelsesmøderne var familien med til at et ablere en ny menighed i Kullorsuaq, men på grund af de voldsomme forfølgelser, valgte de at forlade bygden og flytte sydpå til Aasiaat, hvor Isaias skulle begynde på gymnasiet.

Dobbeltliv
Joorut holdt fast ved Jesus. Han tog på Jesus Revolutions bibelskole i Norge og senere tilmeldte han sig Powerskolen og blev medarbejder i Evangelist.
Isaias kom på gymnasiet og mistede troen:
- Jeg var svag, så der gik ikke længe, før jeg levede et dobbeltliv. Jeg boede i missionshuset og fulgte reglerne der, men om dagen gik jeg i gymnasiet, røg hash og havde piercinger. Til sidst orkede jeg ikke at lyve længere, så det endte med, at jeg flyttede ud af missionshuset. Han tror, at hashen gav ham en hash-psykose. Efter et stykke tid, begyndte han at få støj i hovedet døgnet rundt. Samtidig fik negative tanker magten over ham. Han syntes, at det var Guds skyld, at hans venner forlod ham under forfølgelserne, og begyndte at hade Gud. Det endte med, at Isaias ikke længere så nogen grund til at leve.
- Jeg skar dybt, dybt ned i min arm to steder, men det begyndte ikke at bløde. Så gik jeg i panik og ringede til min tidligere pastor i missionshuset. Mens hun bad for mig, kom Helligånden og helbredte mig indvendigt. Det var helt vildt. Kort tid efter fik jeg mulighed for at komme ned til min bror Joorut i Danmark, hvor jeg blev sat fri og fik lov til at starte helt forfra igen, fortæller Isaias glad, mens han klimprer videre på guitaren.

Fra ingenting til Guds barn
For Joorut var livet med Gud også en helt ny begyndelse.
- Jeg kan næsten ikke forklare, hvad der er sket i de tre år, jeg har kendt Jesus. Det er et helt nyt liv. Før var jeg Joorut Ingenting, nu er jeg Joorut, Guds barn. Før drømte jeg om at få et arbejde. Nu drømmer jeg om at være med til at forandre Grønland, fortæller Joorut og ser frem for sig.
Han har en drøm om at lave et ungdomshjem i Grønland, hvor han kan hjælpe andre, der har et ligeså håbløst liv, som han selv havde engang. Indtil videre har han fast arbejde og tjener så godt, at han kan hjælpe med at forsørge sin familie.
Også Isaias har store drømme. Han fortæller:
- Jeg vil også gerne forandre Grønland. Og så drømmer jeg at lave et band, som bliver så kendt, at det trækker mennesker til kristne arrangementer.
Han har leget med guitaren hele interviewet igennem, men nu bliver han stille. Der er ingen tvivl om, at de to brødre mener, hvad de siger. De har en rank ryg og et fast blik.

Evangelist avis nr. 4, år 2005