- Da jeg gik på efterskole, fik jeg venner, som hele tiden gik og sagde: "Jeg elsker dig". Det er ikke normalt, det havde jeg i hvert fald slet ikke været vant til, og det gjorde bare et eller andet i mig. Lærerne var også anderledes end andre lærere jeg havde mødt. Jeg kunne mærke at de kunne lide mig, også selvom jeg gjorde nogle dumme ting. Ja, og så troede de på mig i skolen, jeg havde ellers altid fået at vide, at jeg var dum og at jeg ikke duede til noget. Alle de nye ting betød at jeg ændrede mig. Ikke fra den ene dag til den anden, men lidt efter lidt. Jeg turde tage min hårde skal af og bare være Louise. Det var stort for mig at mærke, at jo mere jeg viste af mig selv, jo bedre kunne folk lide mig. Det ændrede hele mit verdensbillede, husker Louise.

Der manglede noget
Louise Pedersen er 26 år og bor i Gørløse på Nordsjælland. Hun er fuld af humør og gode idéer og har altid en frisk bemærkning eller en sang på læben. I det hele taget smiler hun meget. Men sådan har det desværre ikke altid været!Louise endte på efterskole efter ottende klasse. Ikke fordi hun havde lyst, men fordi der ikke var nogen skoler i kommunen, som ville have hende.
At Skovbo Efterskole var kristen, var ikke noget hun tænkte så meget på; den kunne kun bruges, fordi hun kunne gå her og samtidig kunne fortsætte i pigegarden, der nok var det vigtigste i hendes liv på det tidspunkt!
Mens hun gik her, fik det med kristendommen og Gud lige så stille en betydning i Louises liv.
- Det var nok først og fremmest på grund af den kærlighed og accept, der var, at jeg fandt ud af, at det med Gud gav mening. Jeg havde også hørt lidt til kristendom tidligere, men der havde jeg ikke været interesseret. Nu kunne jeg bare mærke, at der var noget de havde, som jeg havde brug for, fortæller Louise.
Hver dag begyndte med en morgensamling, hvor de talte om Gud, og en dag besluttede Louise sig for, at det var det hun ville. Også selvom det betød, at der var nogle ting, som skulle ændres i hendes liv.
- Jeg holdt op med at spille musik, selvom jeg elskede det. Ikke fordi der var noget galt med musikken. Men dem fra pigegarden, som jeg spillede med, var de samme, som jeg gik i byen med og lavede dumme ting med, forklarer hun.
Hun fortalte dem også, at hun ikke drak og havde kærester hele tiden mere.
- Det var ikke så svært for mig at slippe det, for det var så uendelig tomt, konstaterer hun.

Alkohol og lightergas
Louises historie begynder naturligvis langt tidligere. For når hun mærkede, at de kristne havde noget, hun havde brug for, så var det ikke bare noget, som kunne være "rart nok". For hende drejede det sig om at overleve. For det var meget længe siden, at hendes liv havde været nemt.
Med en far som var alkoholiker, og en mor, der havde en voldsom depression i Louises tidligste barndom lagde hun ud med hårde odds.
- Jeg var naiv og bildte længe mig selv ind, at alt var som det skulle være, husker hun og fortsætter:
- Når min far sagde, at han bare lige skulle i kiosken og ville være tilbage 10 minutter senere, så troede jeg på ham, også selvom han havde svigtet mig mange gange før. Og når han så først kom hjem langt ud på natten, var jeg lige såret hver gang.
Louise smiler, når hun fortæller det og fortsætter:
- Det er som om jeg lyver, når jeg fortæller det her. Det ligger så langt væk fra den person jeg er blevet til i dag, så jeg kan slet ikke forstå, at jeg har været igennem det.
For naturligvis blev Louise nødt til at se det i øjnene på et tidspunkt.
- Det knuste mit hjerte i længden, og fra at være en sød og glad pige blev jeg hård og sur...
Allerede som ni-årig lærte hun at drikke, og bare få år senere var det helt normalt, at hun startede dagen på en halv flaske alkohol for at kunne holde livet ud. Hvis det ikke var alkohol, var det lightergas - det lærte hendes venner hende.
Men det var ikke altid nok til hele dagen, så hende og hendes veninde måtte af og til smutte hen til veninden og fylde på i løbet af dagen, for at holde den gående.

Forandringen
For at holde smerten på afstand blev hun ufølsom og provokerende både overfor lærere og elever. Hun gjorde ikke, hvad hun skulle i skolen, og hun svarede igen. I weekenderne stod den på ballade med pigegarden, mere eller mindre uskyldigt og masser af alkohol. Det handlede bare om at holde smerten væk og hindre, at hun blev endnu mere forkastet. Derfor var efterskolen en kæmpe omvæltning for Louise. Det blev en ny begyndelse, især da hun lagde sit liv helt om efter at have besluttet sig for at blive kristen.
- Mit liv ændrede sig meget. Før skulle jeg drikke mig fuld for at være sej, nu kunne jeg være mig selv uden. Jeg gik fra at være en meget mørk og indelukket pige til at være lys og meget mere åben. Alt skete ikke fra den ene dag til den anden, men der var virkelig en meget stor forvandling, husker Louise.
Og hvis hun møder sine efterskolekammerater fra den gang, har de virkelig meget respekt, for den forvandling Gud har gjort.

Pleje til de inderste sår
Hun begyndte også at have overskud og lyst til at gøre noget for andre. Så efter et par år i København blev hun ung pige i huset hos en familie i Arnborg. Det betød meget for hende for første gang i sit liv at være tæt på en velfungerende familie og se, at det kunne lade sig gøre. Så var det ikke helt så farligt at have en drøm om at blive mor og hustru selv.
Men Louises rejse var ikke slut der. Efter en tid i hjemmet kaldte Gud hende til at blive medarbejder på Vildkildegård og starte op sammen med Nick og Mira Knudsen helt fra bunden af.
- Det var helt specielt. Ingen af os vidste, hvordan vi skulle gøre det. Gud havde sagt tre døgns bøn og faste. Men hvordan gør man det i praksis, tænkte vi. Jeg kan stadig huske, hvordan Nick hoppede rundt i stuen, da han havde ledt vores første beboer til Helligåndens dåb.
Hun lærte utrolig meget af den tid, men jo længere hun var der, jo mere tydeligt blev det også, at der var nogle områder i hendes liv, som stadig manglede at blive helet.
- Gud havde gjort mange ting for mig, men mine inderste sår havde han ikke behandlet endnu. Men det fik han ro til, da jeg tog til Gørløse efter halvandet år på Vildkildegård. Jeg havde brug for, at Gud lærte mig virkelig at stole på andre menneskers kærlighed, for min opvækst havde ødelagt den del af mig. Så jeg afviste mine venner, når de kom for tæt på. Og jeg syntes aldrig nogensinde at det jeg gjorde var godt nok, fortæller Louise.

Drømmer om at synge
Men sådan er situationen ikke længere. I dag ved hun hvem hun er og hvad hun kan.
- Jeg er dygtig til nogle ting og har nogle gaver. En af dem er at synge, smiler Louise.
Hun smiler, fordi det kommer ikke bag på nogen. Hun har sunget med på flere af Evangelists cd´er og synger uge efter uge med i lovsangen til Evangelistmøder. På Powerskolen er hun også mange morgener med til at lede mennesker ind i Guds nærvær.
- Jeg drømmer om at lede folk i tilbedelse, som jeg allerede gør. Jeg vil gerne rejse rundt med det, og jeg vil gerne, når Gud timer det, give det videre til andre, som jeg har lært.
Louise stråler, når hun taler om at synge. Sang er hendes store lidenskab, og derudover banker hendes hjerte for børn, som har oplevet svigt og skuffelser.
- Jeg kunne godt tænke mig at være med til at give en fremtid til børn uden fremtid. Eller tage mig af børn, hvis forældre har brug for hjælp i en periode, fortæller hun.
Nogen gange undrer hun sig over, at det lige præcis var hende der fik hjælp, mens mange af de mennesker, som var omkring hende enten er på stoffer eller er døde i dag. Det har hun intet svar på, men hun er så taknemmelig, fordi Gud har gjort hende glad, så hun kan vågne og elske livet hver dag.

Evangelist avis nr. 1, år 2008

Du kan også møde Louise i programmet "Forandring" her.