David Hammershøj, 25, er født i Upernavik i Vestgrønland som den mellemste ud af en søskendeflok på tre. Hans mor er grønlænder, mens faren er dansker, og de flyttede da også til Danmark, da David var fem-seks år gammel, hvor han har boet siden.
Davids familie er kristen, og David har altid vidst at Gud var til. Trods dette havde han utrolig svært ved at vælge mellem Jesus og livet i verden.

En dårlig start
Allerede i folkeskolen gik det skævt for David. Han havde svært ved at koncentrere sig i undervisningen, og dermed også svært ved at følge med rent fagligt.
- Jeg prøvede faktisk at følge med, men det var svært, og jeg var meget urolig i timerne. Min far var skolelærer, og han pressede mig til at lave lektier sammen med ham, men tit sad jeg og tudede, fordi jeg ikke kunne finde ud af det, husker David tilbage.
Det var også i folkeskolen at han startede sin misbrugs-deroute:
- Jeg startede med at ryge hash og pot omkring 12-års alderen, det var med nogle venner, der var lidt ældre end mig, og vi røg smøger og drak en masse bajere. I det hele taget syntes vi, at vi hyggede os gevaldigt, fortæller han.
Da David skulle i 9. klasse kom han på kristen efterskole, hvilket gik godt, indtil han blev smidt ud, fordi han havde røget hash og taget hjemmedyrket pot med derop. Resten af skoleåret gik lidt i fisk. Først gik han hjemme i en måneds tid, og derefter startede han på en anden efterskole, hvor mange af eleverne var problembørn.
Året efter valgte han at tage 9. klasse om på en ny, kristen efterskole:
- Det var faktisk først her, at det gik op for mig, at jeg måske skulle tage mig sammen, for det kunne jo være at jeg skulle bruge det her til noget, siger David med en stor portion selvironi blandet med selverkendelse i stemmen.

Valgte Gud fra
På den nye efterskole gik det fremad rent fagligt for David. Når det kom til livet med Gud gik det godt i perioder.
- Problemet var, at jeg tit var enormt observerende. Jeg så Gud gøre vilde ting i andres liv... Men jeg mærkede det aldrig selv, i stedet mærkede jeg, at noget inden i mig strittede imod. Jeg tror at, det endte med at gå galt, fordi jeg aldrig havde taget en fast beslutning med hensyn til Gud, og da verden så begyndte at trække for alvor, valgte jeg helt bevidst Gud fra. Jeg vidste, at han var til, men valgte det andet i stedet. Måske fordi jeg var så oprørsk, at jeg havde svært ved at leve 100 pct. for noget som helst andet end mig selv.
David startede på Handelsskolen efter 10. klasse, men han var meget udenfor, fordi han var anderledes:
- Jeg prøvede sådan udadtil at leve mit liv ordentligt, bl.a. hverken røg eller drak jeg det første skoleår. Det endte dog med, at jeg blev smidt ud, fordi jeg ikke lavede mine lektier, og fordi jeg missede en eksamen. Herefter gik det for alvor ned ad bakke... Jeg havde prøvet speed før, men nu begyndte jeg sådan rigtigt! fortæller David.
Han fandt også nye venner, der selvfølgelig også tog hårdere stoffer, og der var hele tiden gang i den.
- Man ser folk i miljøet, der har været misbrugere i mange år, og så tænker man meget hovmodigt: "Det bliver ikke mig!". Hvorefter man kaster sig ud i præcis det samme misbrug, fortsætter David hovedrystende.

Et skridt frem og to tilbage
Sådan gik det i et stykke tid, før David forsøgte at komme misbruget til livs på sin egen måde:
- Jeg tænkte, at nu ville jeg videre i mit liv, og så flyttede jeg til Randers for at starte på en frisk. Der gik nok fire-fem måneder, hvor jeg forsøgte at være lidt kristen. Men så begyndte det at gå ned ad bakke igen. Man kan sige, at Gud "røg" lidt i baggrunden. Jeg fik mig en kammerat, der dengang var i kristen rehabilitering for sit misbrug, og stille men stødt trak vi hinanden ned. Vi begyndte at ryge hash sammen, og så kørte det bare derud ad igen! fortæller David.
Kort tid efter begyndte David at tage amfetamin og andre hårde stoffer igen.
Som nye stoffer kom på banen i Davids liv, blev nye venner også introduceret.
- Jeg havde faktisk forskellige vennekredse, alt efter hvilke stoffer jeg tog. På et tidspunkt mødte jeg sådan nogle techno-nørder, og blev en del af det miljø. Men det gik helt galt i den tid, jeg sniffede mange stoffer, og blev mere og mere paranoid. Tingene omkring mig blev mere og mere underlige, eller også var det bare mig, der blev mere og mere underlig i knolden!
David smågriner som han tænker tilbage. Han kan godt se, at stofferne fik det til at slå klik for ham. Han fortsætter:
- Jeg begyndte at se og føle ting der ikke fandtes, og min hverdag blev sværere og sværere at få til at hænge sammen.

Dagbehandling
På et tidspunkt valgte David at gå i offentlig dagbehandling.
- Egentlig var det ikke fordi jeg syntes, at jeg havde et decideret problem, fortæller David eftertænksomt, før han fortsætter med et hovedrystende smil:
- Det var egentlig mest for at få bistand, uden at skulle gå i aktivering!
Så tilføjer han pludselig mere alvorligt:
- Nej! Når det kom til stykket, så vidste jeg da godt, at jeg havde et problem, men jeg så det som noget, jeg selv havde valgt at leve med... for det var jo også sjovt. Konsekvensen af mit valg var så bare et liv, der ikke kunne hænge sammen... Jeg fandt først ud af, at det ikke var det værd, da tomheden blev for stor! Jeg vidste at jeg måtte vælge, men det kunne jeg ikke! Jeg sad simpelthen fast i mit skod liv.
I samme periode begyndte David at sælge stoffer for at få dækket sit eget forbrug.
- Hvis jeg for eksempel tog en masse ecstasypiller med til en technofest, så kunne jeg sælge lidt der og så selv tage alle dem, jeg gad, uden at skulle af med en eneste krone! fortæller han.

Vildkildegård tur/retur
- Jeg ville egentlig gerne prøve noget nyt. Jeg var ikke helt færdig med misbrugs-livet endnu, men jeg vidste at det jeg gik og lavede var dybt forkert! fortsætter David.
- En ven fortalte mig om Vildkildegård, og det var første gang jeg hørte om stedet. Jeg besluttede mig for at tage af sted og se hvad det mon var for noget...
David fortæller om sit første behandlingsforløb på Evangelists første rehabiliteringscenter, for han endte nemlig med at rejse derfra godt fire måneder efter sin ankomst.
- Jeg var hjemme på juleferie, og så skulle jeg selvfølgelig hænge ud med nogle gamle venner. Vi drak os fulde, og tog til singleparty, ikke for at score, en bare for sjov...! Jeg tror, det var det, der gjorde, at jeg smuttede fra Vildkildegård. Selv om vi kun havde drukket, gav det mig smag for det gamle liv!
David ser eftertænksom ud, mens han beskriver sin afstikker lige tilbage til det gamle liv.
- Inden jeg steg på bussen hjem, havde jeg købt både smøger og øl, og senere samme dag røg jeg direkte tilbage på speed hjemme i Randers! fortæller han, mens han ryster opgivende på hovedet.

Den værste nedtur
Hvis tingene ikke var gået galt for David før, så gjorde de det for alvor nu:
- Det var som om, det hele væltede ind over mig, og det blev alt sammen meget værre end før!
David husker ikke rækkefølgen i tiden efter Vildkildegård, men han husker at det var en tid præget af frygt og paranoia:
- Jeg lånte en kælderlejlighed, sådan en rigtig klam hasherhule, hvor ejeren var i militæret. Den var møbleret, og sengen var så ulækker, at jeg ikke ville sove i den de første to måneder! I stedet sov jeg på en gammel lædersofa, indtil jeg fik så ondt i ryggen, at jeg endelig fik gjort noget ved den seng...
David fortsætter:
- Men det var ikke kun fysisk at lejligheden var klam: Der var et eller andet væmmeligt dernede, som om der var et nærvær der ikke var rart! En af mine kammerater kunne også mærke det. F.eks. oplevede jeg, at mit anlæg og tv tændte og slukkede af sig selv!
David blev mere og mere paranoid:
- Jeg var konstant bange for at der skulle ske mig noget. Så jeg anskaffede mig en pistol som jeg sov med under hovedpuden om natten, siger David og fortæller med et smil, at han aldrig puttede patroner i, fordi han var bange for at skyde sig selv i søvne. I det hele taget var han bare fyldt med angst.

Smidt ud
- En nat, hvor jeg lå og sov, bankede det på vinduet. Det var en af mine venner, der ville købe nogle stoffer. Fyren skvattede og faldt ind gennem vinduet. Jeg sagde til ham, at vi kunne ordne betalingen bagefter, og at han da bare skulle smutte på skadestuen. Men fyrens ven misforstod mig, fordi han var så påvirket af stoffer, så han gik helt amok! Han smadrede alle vinduerne, og smed en potteplante ind gennem vinduet, så den ramte et glasbord. Hele lejligheden var fyldt med glasskår, da de skred! Jeg blev smidt ud af lejligheden efter den episode, fortæller David.
Efter at han blev smidt ud af lejligheden, boede han i sin Patrick sportstaske hos forskellige venner og bekendte i næsten et halvt år, og derefter hos en kammerat i yderligere et halvt år. Så fik han en lejlighed sammen med en anden ven.
- Det var en rigtig fed lejlighed faktisk, den lå på en god adresse i Randers, og vi holdt en masse vilde fester der. Nogen gange måtte jeg ringe til min far og bede om hjælp til huslejen, fordi jeg havde brugt alle pengene på stoffer. I den periode tog jeg alt, hvad jeg kunne få fat på, bare ikke sprøjten. Men jeg har da prøvet heroin i andre former, fortæller David.
I samme periode kom han til kort og fik nok af livet som misbruger.
- Jeg følte en enorm tomhed og lagde pludselig mærke til, hvordan folk i miljøet, der var ældre end mig, så ud. Det skræmte mig, og pludselig vidste jeg, at hvis ikke jeg kom væk nu, så ville det blive endnu sværere!
Han tog en kold tyrker fra alle andre stoffer end hash, og så var han ellers klar på endnu en tur til Vildkildegård.

Tilbage i rehabilitering
- Denne gang havde jeg valgt det 100 pct. og jeg var færdig med mig selv, svarer David til spørgsmålet om, hvad der var anderledes denne gang i forhold til første gang, han kom i rehabilitering på Vildkildegård.
Alligevel var det hårdt, ikke mindst at blive stillet ansigt til ansigt med sine dårlige sider:
- Jeg blev konfronteret med min måde at være på, og så gik det op for mig, at jeg var en idiot. Jeg hævdede mig selv på andres bekostning og gjorde grin med folk. Da indså jeg, at jeg måtte aflægge mig al min plathed. For alt, hvad jeg sagde og gjorde, var faktisk overfladisk, plat og useriøst. Jeg var også meget irriteret på folk, men i bund og grund så var det jo mig selv, jeg var træt af, og ikke alle de andre...!
David fortæller videre om processen, hvor han lagde sit gamle liv bag sig og begravede det sammen med sit gamle navn:
- Jeg skiftede navn for at vise udadtil at jeg virkelig var en ny person og at jeg var startet på en frisk, forklarer han.
David startede i 10. klasse igen sammen med nogle andre beboere på gården, og også dette var med til at forme ham til den, han er i dag:
- Der var mange gange, hvor jeg sad og kogte, når jeg skulle lave lektier. Jeg kastede med mine ting og tudede af raseri! Men jeg gennemførte, og det gjorde noget ved mig. Jeg lærte virkelig noget om udholdenhed, fortæller han.

Næste skridt
David var på Vildkildegård i cirka halvandet år, hvorefter han tog på Powerskolen, hvor Guds ord trængte ind i ham på en helt ny måde.
- Jeg fik øjnene op for, at kristendom er en livsstil og ikke bare en overbevisning eller en religion. Derfor er det ikke kedeligt at være kristen, det er fyld med liv! siger David entusiastisk.
Han har et glimt i øjet, der siger mere end ord: Man kan se, at han virkelig har mødt Jesus!
David mener at det netop er åbenbaringen om, at kristendommen er en livsstil, der gør det lettere for ham at holde fast i sit nye liv:
- Selvom min fortid har været lidt skæv, så kan jeg lykkes! At kristendommen er min livsstil og ikke bare et regelsæt, jeg har fået presset ned over hovedet, og som jeg alligevel aldrig kan overholde, gør det lettere for mig at holde fast!
Efter tre måneder på Powerskolen var David klar til at komme ud i "den virkelige verden" igen. Han skulle have sig et arbejde! Han smågriner da han skal fortælle om det:
- Det var vildt for mig at få et arbejde! Jeg var 24 år gammel, og jeg havde aldrig haft et! Eller jo... Jeg gik med aviser for en kort bemærkning da jeg var tretten, men ud over det...
Davids arbejdsgiver gennem det sidste år sidder ved siden af under interviewet, og man fristes til at spørge, om han vil give ham en udtalelse med på vejen. Arbejdsgiveren har kun rosende ord til overs for den udvikling, som er sket.
- Da David startede med at arbejde for os var han meget "fjern". Men det sidste år er der virkelig sket noget med ham. Han er blevet ansvarsbevidst, og kommer altid til tiden. Han er også altid glad og er nem at arbejde med, fordi han er fyldt med gå-på-mod. Min fornemmelse er at han har lært at tage vare på sit eget liv! fortæller arbejdsgiveren.

Beslutsomhed
Davids beslutsomhed er ikke kun baseret på hans egne erfaringer.
- Jeg har set folk hoppe fra midt i processen, før de var helt igennem, og jeg har set at de ikke lykkes. Jeg vil gerne gå hele vejen, også selv om det ind imellem kan gøre ondt, for jeg gider ikke spilde mere af mit liv, siger han.
David slutter med at understrege det, han netop har sagt:
- Jeg har kun det ene liv, og det liv skal bruges ordentligt!

Evangelist avis nr. 1, år 2008