Af Eva Trans

Da Peter og Dorthe Jepsen kom til møde med Christian Hedegaard i efteråret 2006 på Vildkildegård, var det absolut sidste udkald, hvis deres ægteskab skulle reddes. Peter var plaget af urenhed og havde problemer med porno, hvilket hans hustru Dorthe hverken kunne eller ville acceptere. De levede som hund og kat, og efter terapi og rådgivning i kristent regi var de kommet til et punkt, hvor de ikke kunne andet end at give op. De havde brug for et mirakel, og derfor var de taget til møde på Vildkildegård.
- Min søster havde fået hjælp i Evangelist året forinden. Hun plejede at være evigt deprimeret, men både hende og hendes børn var totalt forandret. Jeg plejede at hjælpe hende, men nu var rollerne byttet om, så det var hende, der opfordrede os til at tage afsted for at få hjælp, fortæller Dorthe.
Peter fortsætter åbent og direkte:
- Faktisk kunne jeg ikke udstå Christian Hedegaard, nok fordi jeg kæmpede med synd i mit liv, men på det møde oplevede jeg hans kærlighed til mennesker. Derefter var jeg åben for hans budskab, som handlede om at komme ud af middelmådighed og gøre en forskel.
Efter prædikenen tog de hinanden i hånden og vadede frem over stoleryggene, og selv om de gik frem for at gøre op med middelmådighed, satte evangelisten hurtigt fingeren på det ømme punkt:
- Har du problemer med porno? spurgte han Peter, der ærligt svarede "ja".
Christian Hedegaard bad dem følge med ind ved siden af, hvor han lagde hænderne på ham og befalede de urene ånder at fare ud.
Udfrielsen varede flere timer, og Dorthe fortæller, hvordan Peter faldt om på gulvet.
Dæmonerne hvæsede og skreg, efterhånden som de kom ud, og da det hele var overstået, kunne de fylde en skraldesæk med papir og bræk, som hjælperne havde tørret op undervejs.

Peter og Dorthe Jepsen fandt sammen igen efter seperationen og er i dag lykkeligt gift

Forkert fundament
Dorthe og Peter Jepsen er 27 og 34 år og sidder sammen i en lillebitte sofa og fortæller om deres liv sammen.
Indimellem kommer deres ældste datter på fire år løbende ind for at fortælle, hvordan det går med computerspillet eller for at klage over sin is. Så holder vi pause. Det er ikke alt, som barneører har godt af. Resten af tiden går det stærkt.
Peter og Dorthe afslutter hinandens sætninger og tilføjer hver især detaljer til historien, for det meste én ad gangen, men nogen gange næsten i munden på hinanden. Der er både alvor og smil mellem dem, og det er tydeligt, at det er vigtigt for dem at vi forstår, hvor galt det gik og hvor godt det blev, da Gud greb ind.
Dorthe fortæller om starten på deres ægteskab, som blev bygget på et helt forkert fundament:
- Vi blev kærester en måned efter, vi havde mødt hinanden på en "kristen" chat. Og tre en halv måned senere var jeg gravid. Det var et stort nederlag for mig, siger Dorthe, fordi hun som kristen altid har troet på, at sex hører til i ægteskabet og kun der.
- Jeg sagde til Peter, at vi blev nødt til at gifte os. Selvom vi havde bedt Gud om tilgivelse, havde jeg det sådan, at jeg ikke blev ren, før vi giftede os. Egentlig havde jeg ikke lyst til det, for vores forhold gik op og ned, og jeg var ikke var sikker på, at jeg elskede ham...
Peter kigger på Dorthe:
- Jeg kan huske, du blev ved med at sige: "Vi må rense vores samvittighed."
Peter husker Dorthes ustabilitet, men vidste inderst inde, at han elskede hende. Han friede lillejuleaften i 2001, og tre måneder senere var de gift.

Som hund og kat
- Det var et godt bryllup, siger Dorthe, og Peter nikker bekræftende. Under deres reception begyndte det at sne, og det fine hvide tæppe dækkede alt.
Det tog Dorthe som et tegn på, at alt var renset rent, og de havde nok begge en forestilling om, at nu var alt godt.
- Men alt var forfærdeligt, fortsætter hun:
- Vi var som hund og kat og troede, vi var de eneste, som skulle kæmpe på den måde. Vi er meget forskellige og kunne ikke finde ud af at bruge det til noget godt. Vi misforstod hinanden og sårede hinanden og fik aldrig tingene gjort op. Jeg kunne beslutte mig for ikke at tale til ham i tre dage og overholde det. Jeg var så låst i mine følelser.
Der var også en anden stor udfordring i deres ægteskab. Peter var plaget af urenhed og havde problemer med pornografi, hvilket var utrolig svært for Dorthe at forholde sig til, selvom Peter havde fortalt hende om det, før de blev gift og bekendt alt, inklusiv besøg hos prostituerede.
Peter fortsætter:
- Da jeg var ni-ti år, var der nogle fyre i nabolaget, som lærte mig om porno og urenhed. Det var rigtig ulækkert, når jeg tænker over det nu, men dengang tænkte jeg ikke så meget over det. Det blev i hvert fald til en afhængighed, som tog til over årene. Efter et besøg hos en ven i USA eskalerede urenheden til besøg hos prostituerede. Det var forfærdeligt. Skammen var så stor. Men jeg bildte mig selv ind, at jeg gav kærlighed til de prostituerede. Og jeg vidste ikke, hvem jeg kunne betro mig til og hvem, som kunne hjælpe mig ud af det.
Efter at Peter havde fået et stærkt møde med Gud i en karismatisk folkekirke, tog han til den ene konference efter den anden for at blive helet og genoprettet. Imidlertid varede det kun en tid, før han røg tilbage i det gamle. Og sådan var situationen, da han mødte Dorthe.
- Så snart jeg mødte Dorthe, sluttede jeg med at gå til prostituerede. Jeg troede at så snart jeg stoppede med det, så påvirkede det ikke Dorthe, men i dag kan jeg se, at det ødelagde vores forhold, og at jeg har trukket det hele med ind i vores ægteskab, siger han.

Det tomme liv
Afhængighed af urenhed og pornografi gjorde, at Peter søgte tilfredsstillelse på internettet, og selvom Peter "kun" faldt i foran computeren, følte Dorthe, at han var hende utro, og det sårede hende dybt. Efterhånden fik de bygget et helt bjerg op af misforståelser og uopgjorte situationer i deres ægteskab. Så hver gang en ny konflikt brød ud, var der skyts fra flere år til at sende lige ind, hvor det gjorde mest ondt. Da de nogle år senere var blevet forældre, var der ikke mere tilbage at bygge på. De syntes, de havde prøvet alt, for at redde deres ægteskab, inklusive hjælp fra kirken og en kristen familieterapeut, og da det ikke hjalp, besluttede de sig for at blive separeret på trods af, at begge var enige om, at skilsmisse aldrig er lykken.
Der gik et år, så vendte de tilbage til udgangspunktet: Peter ville gerne give deres forhold en ny chance, og Dorthe syntes, det var bedst for datteren, så de besluttede sig for at flytte sammen igen.
De gamle konflikter og problemer blev aldrig løst, men de vænnede sig til situationen, og så blev de materialistiske:
- Vi skulle have det hele. Drømmehuset, ny flagstang og kaniner, fortæller Peter, og Dorthe fortsætter:
- Jo mere vi købte os til lykke, jo tommere blev vi.
Materielle goder kunne ikke tilfredsstille deres inderste længsel:
- Jeg havde altid haft en længsel efter at hjælpe mennesker, selvom mit eget liv faldt mere og mere fra hinanden, forklarer Peter. Dorthe tager over:
- Faktisk er det meget specielt at tænke på. Uanset, hvor elendig tilstanden var i vores forhold, var vi altid enige om, at vi drømte om at gøre noget for andre.
Det var denne længsel, som gjorde, at de gik frem til forbøn ved mødet med Christian Hedegaard på Vildkildegård.
Det var fredag den 13. oktober 2006, husker Peter. Han husker ikke noget fra selve udfrielsen, men han vidste, at noget var anderledes:
- Da vi kørte hjem der om natten, var jeg træt, som efter en uges arbejde, men jeg kunne mærke, at jeg var forandret indvendigt, siger han.

En frisk start
Pludselig gik det stærkt i deres liv. Bare fire uger efter var de kommet i familiebehandling på Hartegaard i Nordsjælland. Her lagde de ud med tre døgns bøn og faste som ægtepar, hvor der blev ryddet op i rigtig meget.
- Jeg var ved at gå flere gange, fordi det var så hårdt, husker Peter.
- Hvis vi havde vidst, hvilke kampe vi gik ind til dengang, havde vi nok ikke gjort det. Men samtidig vidste vi også bare, at det var vejen frem. Vi havde et luksushus til salg i Herning, i stedet boede vi i en campingvogn en hel vinter, sammen med vores to børn, forklarer Dorthe med eftertryk.
Når de skal forklare ændringerne i deres ægteskab står beskrivelserne på række for at komme til.
- Før havde vi sådan nogle dage, hvor vi bare råbte af hinanden, fordi der lå så meget oplagret sårethed, siger Peter og lader Dorthe fortsætte:
- Der er ikke noget, der er, som det var. Vi har aldrig kunnet bede sammen før, men det kan vi nu. Og mindst lige så vigtigt, så kan vi finde ud af at snakke tingene igennem, til vi finder en løsning. Især fordi vi er startet på en frisk og har lært at bære over med hinandens forskelligheder. De oplever, at når Gud og livet med ham har den rigtige plads i deres liv, så bliver alt det andet meget nemmere. Han har helet deres hjerter, så de har fået ny kærlighed at give af - også til hinanden.

Det er tydeligt at se, hvordan Gud har givet dem nye følelser for hinanden

Håb for hvem som helst
På Hartegaard fandt Dorthe og Peter også ud af, hvordan de selv kunne hjælpe andre mennesker.
- Vi kom igennem ved hjælp af bøn, samtaler og omsorg. Når der opstod en situation i vores familie, boede vi op og ned af nogen, som opdagede det og blandede sig. Og det er det samme vi har fået lyst til at gøre for andre. Vi har lyst til at tage folk helt ind under huden, forklarer Dorthe og Peter uddyber:
- Vi gider ikke bare at ae folk på kinden og så sparke dem ud igen. Vi vil ikke kun mødes med dem en gang om måneden, der skal mere til.
Så efter bare seks måneder på Hartegaard blev de sendt ud for at hjælpe andre. I første omgang er de i oplæring på andre Evangelist centre, før de en dag kan bære deres eget hjælpecenter.
Peter og Dorthe smiler igen, og det er tydeligt at se, hvordan Gud har givet dem nye følelser for hinanden. De lyser langt væk af kærlighed, da vi afslutter dagens interview:
- Vi ønsker at starte et familiecenter, for vi har det sådan, at hvis der var håb for os, så er der håb for hvem som helst.