Naasunnguaq Brandt - der gerne kalder sig Naasu - er vokset op i Iginniarfik i Vestgrønland som den midterste ud af en søskendeflok på tre.
- Vi boede i et stort hus og havde mange ting. Mine forældre drak ikke så meget som de andre forældre i bygden gjorde. Men alting var i virkeligheden gråt og stille i vores hjem. Vi børn blev opdraget meget strengt og vi listede rundt, fordi vi var bange for at få skæld ud, fortæller Naasu indledningsvis.
Opvæksten var præget af frygt, mobning og seksuelt misbrug, og da Naasu havde afsluttet 9. klasse på skolen i Iginniarfik, rejste hun på skolehjem i Sisimiut for at tage 10. og 11. klasse.
I starten gik det godt, men efter to-tre måneder begyndte tingene at gå ned ad bakke.
- Jeg havde det skidt og var ikke så meget i skolen. Lærerne var ligeglade, for jeg lavede mine lektier. Min mor og far vidste ikke, hvad der foregik, men da jeg fik mine karakterer kunne de jo se, at der var et eller andet galt. Jeg var tit ked af det. Men inderst inde drømte jeg om at få en uddannelse og blive til noget, fortæller hun.

Til Danmark
Midt i alt dette besluttede Naasu sig for at tage på efterskole i Danmark.
- Jeg havde sagt til min mor at jeg sagtens kunne tale dansk, men jeg forstod næsten ingenting de første tre
måneders tid jeg var på efterskolen, siger hun grinende.
Der er liv bag ved øjnene, og det er ikke sjældent at smilehullerne kommer til syne når hun fortæller. Hun fortsætter med at tale om livet på efterskolen:
Det gik igen ned ad bakke, mit humør forsvandt, alting var mørkt og jeg græd meget. Jeg savnede min familie og manglede én, der kunne støtte mig, siger hun.
Men alting var ikke skidt. Naasu holdt meget af at besøge sin grønlandske plejemor i Gørløse. Her kom hun i
weekenderne og ferierne, og ellers havde hun et godt forhold til sin kontaktlærer på skolen.
- Problemet var, at jeg begyndte at tænke for meget og ikke snakkede med nogen om de ting, der kom frem
fra fortiden, siger hun eftertænksomt.

Stemmerne
På efterskolen begyndte Naasu at høre stemmer:
- Oftest var det en kvinde der skreg højt og skingert og et barn der græd og græd. Jeg vidste ikke, at det kun var mig der kunne høre det, men de kom næsten hver dag, siger hun.
Der gik lang tid, før Naasu fandt ud af, at det kun var hende, som hørte stemmerne. En dag da hun igen hørte
kvinden råbe, nævnte hun for sin værelseskammerat, "at den kvinde da måtte have det svært". Veninden undrede sig over hvilken lyd, det mon var hun hørte, og det gik op for Naasu at det var noget hun forestillede sig.
- Jeg blev bange og vred, fordi det gik op for mig, at jeg havde et problem.
Kort tid efter fortalte Naasu en vagtlærer om stemmerne. Læreren blev naturligvis chokeret og kontaktede straks kontaktlæreren, der kom med det samme.
- Den aften glemmer jeg aldrig: Jeg sad på lærerværelset og græd og græd, for kvinden og barnet råbte og skreg inde i mit hoved. Jeg var meget bange, fortæller Naasu, der samme aften blev kørt til Hillerød psykiatriske skadestue.
Her blev hun tilset af en læge og henvist til psykolog, hvorefter hun begyndte et behandlingsforløb i Holbæk og fik ordineret antipsykotisk medicin.

Indlagt på "den lukkede"
Efter to-tre uger blev Naasu indlagt på psykiatrisk afdelings lukkede afsnit i Holbæk.
- Stemmerne stoppede, men jeg fik mere og mere frygt og havde det helt forfærdeligt indeni. Jeg var hele
tiden meget vred, og gik amok uden grund, husker hun.
Som en del af behandlingen fik Naasu fire forskellige slags piller og kunne næsten ikke stå uden hjælp, fordi de var så stærke. Efter en uges tid på "den lukkede", blev hun overført til den åbne afdeling:
- Jeg blev mere og mere bange, når jeg så andre psykisk syge. Deres tilstand skræmte mig, og jeg frygtede, at de ville tage fat i mig. Selv om stemmerne var væk, var jeg bange for, at de ville vende tilbage. Jeg var ked af det næsten hele tiden, fortæller Naasu.
Da psykiaterne luftede muligheden for at hun måske skulle være indlagt resten af sit liv, fik hun det bestemt ikke bedre.
- De gav mig ingen udsigter til, at jeg kunne blive helbredt men sagde, at jeg skulle tage piller, indtil jeg ikke
havde det skidt mere.

Udskrevet
Naasu blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling dagen før sin 17 års fødselsdag. For hende var det en lettelse at komme tilbage til skolen. Hun hadede at være indlagt og gjorde alt hvad hun kunne for ikke at komme tilbage.
- Jeg prøvede at virke glad, men havde stadig ondt inden i, forklarer Naasu.
Noget tid efter var hun på weekend hos sin plejemor, og her fik hun nyt håb.
- Vi hyggede os med at se tv og læse sladderblade. Pludselig faldt jeg over en artikel i Ude & Hjemme om Tabitas Hus. Da jeg havde læst den, sagde jeg, "Det her, det er lige mig!", for jeg drømte jo om at blive helt fri, ligesom pigerne i Tabitas Hus.
Naasu blev overrasket, da hendes plejemor fortalte, at pigerne fra Evangelist boede i byen.
- Hun lovede, at vi kunne besøge dem, og allerede dagen efter sad vi til te med nogle af pigerne. De var bare anderledes. Og de talte ikke som lægerne. De sagde, at jeg kunne få mit liv tilbage. Jeg vidste bare, at det var det rigtige for mig, fortæller Naasu.
- Tabita, som på det tidspunkt var leder i Tabitas Hus, ville gerne have, at jeg kom, men hun syntes, jeg skulle gøre min efterskole færdig. Indtil da kunne jeg komme og besøge dem lige så tit jeg ville, så det gjorde jeg. Det var meget anderledes at være hos pigerne, men jeg ville have det ligesom dem! Pigerne stillede krav til mig, og sagde blandt andet, at jeg ikke bare skulle ligge på sengen. Faktisk hjalp det at komme ud og lave noget sammen med de andre!
Naasu griner, mens hun tænker tilbage på sine små "visitter" hos pigerne. Hun havde det stadig svært og ville gerne flytte ind i Tabitas Hus, og nu vidste hun at der var håb!

Hvad er en bibel?
Naasu griner, da hun fortæller om efterskolen og elevernes reaktion på hendes nye tro:
- De vidste ingenting om Gud og Jesus eller biblen for den sags skyld, så da min mor sendte mig min bibel, og jeg begyndte at læse i den, spurgte de mig tit i starten, hvorfor jeg gad, og hvad den i det hele taget handlede om. De troede, det var en bunke gode historier, siger hun.
I løbet af foråret besøgte Naasu Tabitas Hus flere gange i weekender, ferier og når hun havde mulighed for det. En weekend tog hun definitivt beslutningen om at blive i Danmark.
- Jeg bad: "Jesus giv mig mit liv tilbage!" For jeg vidste i mit hjerte, at hvis jeg tog tilbage til Grønland, så ville jeg falde tilbage i det samme hul, som det jeg nu prøvede at komme op af, fortæller Naasu.

En svær beslutning
Naasus forældre var ikke blevet underrettet om, at hun havde været indlagt på psykiatrisk afdeling under sit ophold på efterskolen, og derfor var det svært for dem at forstå hendes grundlag for at blive i Danmark, og hvorfor hun havde truffet den beslutning, hun havde. De savnede hende og ville gerne have hende hjem, men Naasu vidste, at hun måtte gøre en aktiv indsats for at få sit liv tilbage.
- Planen var, at jeg skulle rejse til Grønland samme dag, som efterskolen sluttede, men egentlig var det slet ikke det, jeg ville, fortæller Naasu åbent om sin svære beslutning.
- Jeg var bange for, hvordan mine forældre ville reagere, og ville ikke såre dem, men jeg kunne mærke i mit hjerte, at det var det rette at gøre. Så jeg ringede og fortalte min mor, at jeg ikke ville komme den dag, og hun blev rigtig vred. Alligevel havde jeg en dyb fred i mit hjerte og vidste, at Gud var med i det hele, fortæller hun.
Samme dag tog hun til Tabitas Hus og kom direkte igennem tre dages bøn og faste.

Bøn og faste
Naasu fortæller om de skelsættende dage:
- Jeg er rigtig glad for, at jeg har været igennem de tre dages bøn og faste. Da jeg var færdig, kunne jeg virkelig mærke forskellen, og det vildeste var, at jeg ikke havde haft nogen abstinenser overhovedet, siger hun.
Naasu ved godt, hvordan det føles at have abstinenser:
- Jeg har haft abstinenser en gang, da jeg var på weekend hos min plejemor og havde glemt mine piller på efterskolen. Første dag gik det helt fint, anden dag blev jeg rigtig syg og begyndte at kaste op, og jeg kunne heller ikke sove. Men på den tredje dag fik jeg det virkelig slemt, kastede hvidt skum op hele tiden og var bare dårlig. Derfor var det et mirakel, at der ikke skete noget under de tre dages bøn og faste, uddyber hun.
- Jeg husker ikke så meget, men har fået fortalt, at jeg blev sat fri, og at der skulle en masse til at holde mig. Bagefter var jeg bare glad. Det var en stor omvæltning at komme ud efter tre dages bøn og faste og så starte et nyt liv. Alle var glade, og man kunne se, at de levede. Jeg vidste, at jeg havde brug for den dimension.
Når jeg tilbad Jesus og lovsang ham, kunne jeg mærke, at der var liv og det skabte håb! Det er lidt svært at forklare. Men i hvert fald fik jeg det bedre og bedre. Min helt store redning var, at jeg talte meget i tunger og tilbad Jesus hele tiden, fortsætter hun.

En ubehagelig dag
En dag dukkede en af Naasus onkler pludselig op i Tabitas Hus.
- Han kom for at hente mig, men jeg ville selvfølgelig ikke med. Jeg havde besluttet mig for at jeg først ville tilbage til Grønland på et tidspunkt hvor jeg var stærk nok til det! forklarer hun.
Derefter ringede onklen til politiet, og Naasu fik også snakket med dem. De forstod situationen og lod hende blive i Danmark på baggrund af hendes historie, selvom de pointerede at hun jo var 17 år og dermed ikke myndig.


Under jorden
Efter Alternativ Sommerfestival 2005 tog Naasu på ferie med en veninde. Her fandt hun pludselig ud af, at hun var efterlyst af politiet, men i stedet for at melde sig selv, valgte hun at gå under jorden og "forsvinde" for en tid, i det mindste til hun blev 18.
Til spørgsmålet om, hvor hun befandt sig i de godt tre måneder, smiler hun selvsikkert og hemmelighedsfuldt, at hun var et godt sted, og at der blev taget sig godt af hende.
Hun lukker dog lidt op og afslører:
- Det var hårdt, men jeg vidste at det var en kamp, som jeg måtte tage, og jeg vidste i mit hjerte at sejren allerede var min! Jeg havde hørt om andre grønlandske piger, der ikke var kommet igennem, og besluttede mig for, at lige meget hvor hårdt det ville blive, så ville jeg bare igennem.
Naasu stod fast, og et par uger efter, at hun blev 18, bankede hun på døren til Tabitas Hus.
- De var meget overraskede, og alle var utrolig glade for at se mig. De spurgte alle sammen, hvor jeg havde været. Men jeg valgte ikke at fortælle noget, for det er bedst, at der ikke er nogen der ved det, siger hun.

Gik selv til politiet
Naasus sporløse forsvinden var meget omtalt i medierne.
- Da jeg bagefter læste aviserne, tænkte jeg bare: "Hold da fast!" Det hele var en stor omgang løgn. Jeg læste et sted, at jeg var blevet bortført og måske slået ihjel. Jeg husker ikke hvem, men der var endda nogle der sagde, at jeg måske var blevet gravet ned i pigernes baghave... Da gik jeg straks ud for at se, om jeg kunne finde gravstenen, men den var der jo selvfølgelig ikke, griner hun som for at understrege det pinagtige i beskyldningerne.
- Det var godt nok dejligt at være hjemme igen, jeg var så lettet, selv om jeg selvfølgelig var lidt spændt på, om der ville komme følger. Jeg var træt af at flygte, og orkede ikke at skulle forsvare mig i medierne. Så jeg skulle lige vænne mig til at være "over jorden" igen. Noget af det første jeg gjorde, var at tage ned til politiet og sige, at de ikke behøvede at være bekymrede for mig, for jeg havde haft det godt, og havde det stadig godt. Så jeg afmeldte selv efterlysningen, og de kunne jo se, at jeg havde det godt og var enormt glad for at være hjemme igen, fortæller hun.
- Mine forældre og jeg har fået gjort op med alle de ting , der var i forbindelse med medierne, og at jeg gik under jorden. I dag har vi et godt forhold til hinanden, og de er glade for, at jeg har det godt. Det er selvfølgelig ikke alting, de forstår, men de accepterer mit valg. Min mor har bedt mig om tilgivelse for deres side af sagen, og jeg ved, at de elsker mig utroligt højt.

Fremtidsdrømme
Naasu vil gerne tilbage til Grønland, men lige nu drømmer hun om at hjælpe børn i Afrika. For at ruste sig til dette, er hun begyndt at forbedre sit engelsk på aftenskole en gang om ugen.
- Jeg drømmer om at være med til at gøre en forskel i børns liv. Jeg ønsker at kunne være med til at give dem liv og håb! For når nu Jesus har givet mig så meget, så har jeg også noget at give! siger Naasu.
Hun bor ikke længere i Tabitas Hus, men er ung pige i huset hos en familie, der har fem børn og har åbnet deres hjem for mennesker i nød. Det er lidt af en mundfuld, men Naasu er taknemlig:
- Det er en kæmpestor udfordring, men det er rigtig godt for mig! Og jeg elsker at bo her. Selvfølgelig kan livet være hårdt engang i mellem, men det hører til, og det nytter ikke noget at søbe rundt i det, siger hun.
Igen kommer smilehullerne frem og taler deres tydelige sprog. Her sidder en ung kvinde, der har været igennem det dybeste mørke, glæden har hun kæmpet for, og det er næppe sandsynligt, at hun uden videre giver slip på den igen.
Naasus sidste kommentar handler om Jesus:
- Jesus er så stor! Han er den eneste, vi kan få liv hos. Han kan sætte os fri, og der er simpelthen intet, der er umuligt for ham! Hos ham er der liv og håb! Det har jeg mærket på mit eget liv, slutter hun.

Evangelist avis nr. 4, år 2006