Et møde med Evangelist på en helsemesse i København blev starten på en ny tilværelse for May-Britt Corell. Hun var med på messen som udstiller og repræsenterede kurstedet Addithus, som hun drev sammen med sin daværende kæreste, Jan Grundvad, som nu er blevet hendes mand.
- Vi havde stand lige ved siden af Evangelist og var med til Christian Hedegaards foredrag om Åndens Magt. Vi blev meget påvirket af det, de stod for, så vi fulgte bare efter. Jan blev helbredt i sin kæbe, og på et møde den efterfølgende weekend, faldt jeg ned på alle fire, da der blev bedt for mig. Jeg græd en flod af tårer og fik at vide, at jeg skulle tilgive alle dem, som havde gjort mig ondt. Det var let for mig, for inderst inde var jeg overbevist om, at det var min egen skyld. Det var virkelig en kamp, da jeg bagefter fik hjælp til at stave mig igennem ordene: J-E-G T-I-L-G-I-V-E-R M-I-G S-E-L-V.

Underbevidstheden
Tilværelsen har ikke været let, men bar præg af svigt og brudte relationer:
May-Britt er født og opvokset i Vejle sammen med sin tre år ældre søster. Hendes mor var hårdtarbejdende, og hendes far var ikke hendes "rigtige" far.
- Jeg er muligvis undfanget i et voldtægtsforsøg. Nogen mener, at man bærer det i underbevidstheden, og det er nok det, jeg har gjort. Min biologiske far var voldelig, og min mor flygtede fra ham, efter at jeg blev født. Hun gemte sig for ham hos noget familie. Jeg lærte ham aldrig at kende. Da jeg var seks måneder gammel, begik han selvmord.
- Efterfølgende flyttede min mor sammen med sin ungdomskæreste.Han var en god mand, som tog sig godt af os alle tre. Mor giftede sig med ham lige før, jeg fyldte seks år. Jeg husker, hvordan jeg stod på trappen og pegede på navneskiltet på tavlen i opgangen. Vi hed Stoltenberg til efternavn. Jeg var kun seks år, men jeg ville hedde Corell lige som min far, dvs. min mors mand...

Forkastelsen
May-Britt var en meget åben og glad pige, mens hendes søster var mere tungsindig og tilbageholdende, ikke mindst overfor hendes mors nye mand.
- Jeg følte skyld pga. min glæde og frihed og begyndte at undertrykke disse følelser, for ikke at dominere min søster. Ubevidst underlagde jeg mig i et forsøg på at skabe glæde i hendes liv, fortæller May-Britt. Samtidig begyndte en dyb forkastelse at bundfælde sig i hendes sind.
- Min søster blev behandlet som en prinsesse, og jeg var familiens "klovn", siger hun. Forkastelsen voksede med årene og fik ekstra næring, da hun ved et tilfælde fandt ud af, at hun ikke var sin fars "rigtige" datter.
- En skolekammerat fortalte, at hendes mor havde kendt min biologiske far. Jeg troede ikke på det, og der gik et stykke tid, før jeg turde tale med min mor om det. Jeg ville jo ikke såre hende. Desværre fik jeg aldrig talt med Villy. Han døde, da jeg var 27 år, uden at fortælle mig sandheden, siger May-Britt.
- Efter dette havde jeg svært ved at forstå menneskers oprigtighed overfor mig. Jeg var blevet svigtet, og den tillid, som jeg havde, var blevet brudt.

Bad til Jesus
Når May-Britt havde det svært, så bad hun til Jesus.
- Det var ikke Gud, jeg henvendte mig til. Han var alt for langt væk, forklarer hun.
- Min mor sagde, Han ikke var der, men jeg kan se, Han har været der hele tiden. Jeg kan huske engang, hvor jeg lå under dynen og hørte mine forældre skændes. Jeg bad om, at de ikke skulle blive skilt, og det blev de ikke, erindrer May-Britt, der både gik i søndagsskole og sang i kor.
- Jeg kendte ikke forskel på synd og ikke synd, jeg havde bare et godt hjerte. Jeg har krydset Guds veje mange gange. Jeg bad kun, når jeg var så langt ude, at jeg ikke kunne klare det selv. Igen var det forkastelsen, som spillede ind. Jeg ville jo ikke tage hans opmærksomhed, for det havde jeg ikke fortjent, siger hun.

Psykisk vold
Som 15-årig fik hun sin første kæreste, og som 19-årig blev hun gravid og gift på sin fars ord, selv om forholdet langt fra var det, hun drømte om. Hun levede i psykisk terror, men håbede hele tiden på at det ville blive bedre.
- Jeg fik at vide, at jeg var grim, dum, tyk og havde for korte ben. Jeg blev nedgjort i alt. Selv de breve jeg skrev blev kritiseret. Jeg skulle bare tie stille og sørge for, at min mand var tilfreds og alt var i orden. Jeg turde ikke sige ham imod, dybest set fordi jeg ikke syntes, jeg havde fortjent bedre, siger hun. May-Britt levede under dette pres i næsten 10 år og fik endnu et barn.
- Jeg synes det gik godt, indtil jeg fandt ud af, at han var mig utro med en belgisk kvinde, som han havde mødt i forbindelse med sit arbejde som eksportsælger. På det tidspunkt boede vi i Hanstholm. Så flyttede jeg tilbage til Vejle. Her fandt jeg en lejlighed på 67 kvadratmeter og slog mig ned som enlig mor med to børn og en cykel, gik på Daghøjskole og fik arbejde på en café...

Løb for livet
May-Britt var ikke alene i ret lang tid. Hun havde lyst til at være en hel familie og valgte for hurtigt at finde en ny mand. En af dem var voldelig og var ved at kvæle hende med en pude i soveværelset, og det endte med, at hun måtte flygte med sine to børn - lige som hendes mor.
- Vi havde et hus, som vi satte til salg hos ejendomsmægleren, samtidig med at vi lavede en skriftlig aftale om, at jeg kunne blive boende. Ugen efter blev jeg ringet op af politiet, som var blevet kontaktet af en mand, som påstod, han ikke kunne komme ind i sit hus. Jeg forklarede dem sagen, som blev stillet i bero. Nogle uger efter ringede min forlovede og sagde, at "nu kom han med en buldozer". Så vidste jeg, at det var på høje tid at komme væk! May-Britt ringede efter børnenes far og sin arbejdsgiver, der hjalp hende med at pakke det mest nødvendige. Tre en halv time senere kom buldozeren kørende op imod huset, mens May-Britt løb ud af bagdøren med sine børn.
Igen reddede hun livet, men fik et økonomisk efterslæb på 400.000 kr., som hun bar på i 15 år, indtil det lykkedes hende at færdiggøre en gældssanering i august 2005.
- Også på det tidspunkt krydsede Gud min vej. Ejendomsmægleren var kristen, og inviterede mig til at tage med i Apostolsk Kirke, fortæller hun.

Ondt i ryggen
Omstændighederne gjorde ikke kun ondt i hjertet, de gjorde også ondt i ryggen, der efterhånden var slidt op på grund af hårdt fysisk arbejde. May-Britt var hypermobil og fik skånejob, samtidig med at hun begyndte at tage smertestillende medicin. Hun gik til 62 behandlinger hos en fysioterapeut for at få løst op for sine infiltrationer, men fik dem lige så hurtigt igen. Til sidst blev hun tilbudt et træningsprogram på Give Sygehus, hvor hun endelig fik hjælp.
- Jeg leder efter en hest, som kan sparke mig bagi, så jeg kan komme videre med mit liv, sagde May-Britt med en god portion selvironi. "Hesten" var en sød sygeplejerske, som viste hende menneskelig omsorg og hjalp hende, ikke kun med at træne, men også med at trappe ud af sin medicin. Det viste sig, at May-Britt Correll var blevet afhængig af et syntetisk morfinpræparat. Lægen havde ordineret tre smertestillende piller om dagen, men hun tog ni.
- Jeg var ikke klar over, at det var morfin, men nu forstod jeg pludselig, hvorfor jeg ikke kunne klare noget som helst, siger hun. May-Britt gik til psykolog, men det som virkelig ændrede hendes situation var sygeplejerskens kærlige pleje, som gav hende nyt håb og en overbevisning om, at "Jesus var med".

En ny start
Der gik ikke lang tid herefter, før May-Britt mødte sin nuværende mand, Jan.
De mødte hinanden i Danmarks Rygforening, hvor Jan sad i hovedbestyrelsen. Han var akupunktør og havde sin egen klinik i Århus, men selv om May-Britt led af nåleskræk, fandt de alligevel sammen som par. Til at begynde med boede de i Jans sommerhus ved Århus og drømte om at lave et kursted for mennesker, der trængte til omsorg for både ånd, krop og sjæl. Sammen fandt de "Addithus", en udlejningsejendom i naturskønne omgivelser på Løndal Gods ved Bræstrup, i alt 425 kvadratmeter, som de indrettede med stor kærlighed og antikke møbler efter alle kunstens regler, og snart begyndte de første gæster at booke sig ind.
May-Britt husker specielt en gæst fra Sønderjylland, som var personlig kristen. Hun lagde mærke til, at han bad bordbøn og spurgte, om han ikke også kunne bede en bøn for dem. Jan og May-Britt boede i Addithus i 10 måneder, indtil de mødte Evangelist og tog imod Jesus som deres personlige frelser.

Åndelig kamp
Herefter startede en ny proces i deres liv. May-Britt startede med at tilgive sig selv og oplevede, hvordan tilgivelsen satte hende fri. Derefter begyndte hun at læse i Bibelen og fik fat i Christian Hedegaards bog, "Manden med Vandkrukken", som hun læste fra ende til anden.
- Hvis vi havde kamp på før, så fik vi det for alvor nu. Jeg gik rundt med en håndfuld ketoganer i lommen og en halv flaske vand, mens Jan kørte rundt for at finde en haveslange, så han kunne tage sig selv af dage, fortæller May-Britt. Det var som om, alle onde magter rejste sig imod dem.
- Jeg var desperat og gik ud i skoven for at snakke med Jesus. Vi talte sammen om Jan. Jeg ville have hans hjerte, men jeg følte ikke, jeg kunne nå ind til det. Så var det jeg tænkte, at hvis ikke jeg kunne få ham helt, så kunne jeg lige så godt tage kærligheden med mig i døden. For mig at se var ketoganerne den eneste udvej...
May-Britt var bange for, at hun skulle blive skør i hovedet og ende sine dage lige som sin biologiske far, men sådan gik det heldigvis ikke.
- Jesus sendte mig hjem og gav mig fred, siger hun.

Gift på Powerskolen
May-Britt og Jan holdt kontakten til Evangelist og tilbød, at Evangelist kunne komme og bruge Addithus. Men sådan skulle det ikke gå. Det endte med, at parret afviklede lejemålet på Addithus, lukkede klinikken i Århus, solgte de fleste af deres ejendele og flyttede til Gørløse, hvor ketoganerne blev skyllet ud i toilettet.
- Det var nemt, for denne gang havde jeg noget at bytte med. Jeg vidste, at Jesus ville give mig livet i stedet for, siger May-Britt.
I efteråret 2005 gik de på Powerskolen, og på sidste skoledag den 1. december blev de gift, efter cirka et halvt år, hvor de havde levet hver for sig, for at lære Gud og hans veje bedre at kende. Det var et stort skridt for den nu 47-årige May-Britt, der således blev gift for tredje gang.
- Denne gang er det anderledes, siger hun lykkeligt.
- Vi er begge to nyfrelste, så der er mange ting, vi skal lære.Men vi ved, at Gud har kaldet os til at stå sammen og hjælpe mennesker, som har det svært.

Et nyt hjerte
Hele sit liv har May-Britt været vant til at give til andre i en sådan grad, at hun nogen gange har givet af sin sjæl, men også det har Jesus ændret på. Miraklet skete ved en gudstjeneste i Apostolsk Kirke i Aalborg, hvor der blev talt om Guds faderhjerte. Da præsten kaldte frem til forbøn, blev May-Britt blev nærmest "trukket" op foran. Her tog han hendes hænder og bad Jesus om at sætte hende fri fra alle de ord, som var blevet talt, men pludselig stoppede han op: "Det her heler ikke, du skal have et nyt og rent hjerte, som ingen har ødelagt"...
May-Britt fortæller:
- De splinter, som var i mit gamle hjerte, kunne ikke trækkes ud. Det var blevet hårdt på grund af arvæv dannet af
livets omstændigheder. Derfor måtte Gud give mig et nyt hjerte. Jeg mærkede rent fysisk, hvordan en varm hånd tog det gamle ud og satte et nyt ind. Pludselig kunne jeg trække vejret frit...
May-Britt gik glad hjem, fast besluttet på, at ingen skulle røre hendes "nye hjerte", som Jesus havde givet hende. Men halvanden uge senere talte Gud til hende om at give det nye hjerte til ham.
- Jeg ville så meget godt og kunne ikke forstå, at det ikke kunne bruges til noget som helst. Nu ved jeg, at det skulle ind i hans dimension. Alt det gamle måtte dø, så det nye liv kunne vokse op med kraft og blive til mere end det, jeg selv kunne præstere, slutter May-Britt Correll.

Evangelist avis nr. 1, år 2006