- Hele mit liv har jeg søgt bekræftelse hos andre mennesker. Jeg målte mig selv ud fra, hvad jeg kunne præstere, og hvor godt jeg så ud. Jeg troede, jeg skulle gøre mig fortjent til kærlighed. F.eks. ved at være specielt lækker, specielt dygtig eller være god og gøre, hvad der blev forventet og sagt. Derfor var det overvældende for mig at komme til Bakkebjerg, hvor jeg oplevede den ægte kærlighed. Her oplevede jeg for første gang mennesker, der elskede mig ubetinget, præcis som jeg var!
Helle bor på "Bakkebjerg", der er Evangelists rehabiliteringscenter for kvinder i nød. Huset ligger i Nordsjælland i landlige omgivelser. På terrassen bliver der budt på kaffe og nylavede vafler, som husets børn har bagt, mens de voksne så småt er gået i gang i køkkenet med at forberede aftensmaden til 20-25 personer. Helle er lige kommet hjem fra arbejde på en nærliggende fabrik, og samtalen er allerede i fuld gang.

- Hvis ikke jeg var kommet til Bakkebjerg, så ved jeg ikke, hvor jeg var endt. Jeg var i hvert tilfælde langt ude. Forvirret og rodløs, konstant på jagt efter nye oplevelser. Jeg havde taget stoffer og følte mig draget til at fortsætte i dette miljø. Jeg ville skære i mig selv og tænkte på selvmord. Min nærmeste familie vidste ikke, hvad jeg gik igennem, for jeg ønskede ikke at skuffe dem. Faktisk havde jeg ingen, som jeg kunne tale med om disse ting, siger Helle alvorligt.

Skilsmisse, skole og kæreste
Helle kommer fra Hillerød, hvor hun boede de første år af sit liv med sin far og mor og to ældre søskende. Forældrene blev skilt, da hun var fem, og hun flyttede med sin far til Sønderjylland, hvor der var billige huse og job at få. Året efter flyttede de tilbage igen, så Helle kunne se sin mor mere regelmæssigt.
- Både min far og mor er lærere, så jeg er opdraget meget pædagogisk. Min far og jeg havde det godt sammen, og det gik fint i skolen, selv om jeg var noget af en "drømmer". Jeg var en rigtig hestepige, som elskede at ride i skoven og lege prinsesse. Da jeg blev teenager blev jeg mere urolig og blev ofte smidt uden for døren, men det endte da med, at jeg tog mig sammen og fik afsluttet 9. klasse med ok karakterer, husker Helle.
- I 10. klasse skiftede jeg skole og blev mere "flippet". Jeg lignede en, der røg hash. Jeg fik også en kæreste. Jeg var 16 og kørte Puch Maxi. Han var 18 og kørte Opel Kadett. Han var i lære som blikkenslager, snakkede som en havnearbejder og kom fra et hjem, hvor der blev drukket mange øl. Helle fortsætter:

- Senere flyttede jeg ind hos svigerfamilien. Min far flyttede til Århus, og jeg valgte at blive hos min kæreste. Vi boede i en lejlighed i svigermors kælder, men det var ikke helt uproblematisk. Det endte med, at vi fandt en ungdomsbolig, hvor vi kunne bo sammen som mand og kone. Jeg kom i lære som konditor og klarede alt det praktiske, og min kæreste lavede ingenting, ud over at gå på arbejde, drikke øl og ligge på sofaen og sove, når han kom hjem.

På Alfa-kursus
En dag kom hendes storebror forbi og fortalte, at han var blevet en kristen under sin konfirmationsforberedelse.
- Jeg er ikke opdraget specielt kristent, udover at jeg var på FDF spejderlejr som barn, siger Helle.
- Min bror inviterede mig til Alpha kursus i folkekirken i Hillerød. Det er en slags kristendoms kursus, og det syntes jeg lød spændende. Jeg tog med og sagde ja til Jesus dér. Jeg var helt vildt glad, hver gang jeg havde været af sted til Alpha kursus. Min kæreste var sikker på, at jeg havde en kæreste i kirken. Han vidste jo ikke, hvad der var sket, og kunne ikke forstå, hvorfor jeg pludselig var blevet så glad. Præsten sagde, at jeg skulle gå hjem til min kæreste og bede om tilgivelse, fordi jeg havde været ham utro, hvilket jeg gjorde. I dag undrer jeg mig over, at han ikke sagde, at det var forkert at leve sammen uden at være gift!
Helle fortæller, hvordan hun blev dybt rørt, da hendes storebror blev gift i sommeren 2001:
- Det var så smukt, og jeg var fascineret over deres forhold. Tænk engang, at de levede rent uden at gå i seng med hinanden, før de blev gift. Jeg ville også giftes og opleve den samme lykke, siger Helle eftertænksomt.
Få måneder senere blev Helle gift, men under knap så lykkelige omstændigheder. Hun var gravid og ventede barn, men ugen før brylluppet begyndte hun at bløde og fik en ufrivillig abort. Hun var helt knust, men kunne ikke drømme om at aflyse.

- Jeg troede, jeg kunne redde min mand, når vi blev gift, og ønskede af hele hjertet, at han skulle blive en kristen. Jeg drømte stadig om den "perfekte familie". Men efter aborten havde jeg ikke lyst til at blive gravid igen. Det var ikke perfekt længere, så i stedet for at holde fast ved troen, fandt jeg andre interesser.

Rodløshed
Helle kastede sig over westernridning og blev forelsket i en fyr på rideskolen, som hun flirtede med. Hendes mand blev naturligvis sur, da han fandt ud af det, men Helle fortsatte. Bl.a. oprettede hun en datingprofil på internettet og mødte forskellige mænd for at blive bekræftet. Hun begyndte at gå til styrketræning og fik nye venner, hvilket resulterede i nye sidespring for at få en undskyldning, så hun kunne blive skilt fra sin mand. Ægteskabet holdt i halvandet år, så flyttede Helle ind hos en ny mand, som hun boede sammen med i otte måneder, indtil hun fandt en ny osv. osv.
- Det var noget værre rod. Jeg syntes mænd var dumme, men havde en naiv idé om, at den næste måske var bedre, siger hun.
Helle levede livet sammen med veninderne og gik op i smart tøj og fester. Hun nød, at hun ikke længere var i et fast forhold, men havde skiftende kærester, efter hvad der passede bedst.
- Jeg blev mere og mere rodløs og forvirret, altid på vej mod næste store oplevelse. Der skulle hele tiden ske noget nyt, forklarer hun.
Helle gad ikke være konditor, så hun besluttede sig for at blive landmand. Hun søgte optagelse på Lyngby Landbrugsskole, og da hun fandt ud af, at man kunne komme i praktik i Australien, var det naturligvis den vej, hun gik.
Her boede hun hos en kristen familie, der drev et - efter australske forhold - lille landbrug. Helle passede sit job, og i fritiden var hun på udkig efter den store kærlighed. Hun var meget omsværmet, og der var rigtig mange fyre, som stod i kø for at give Helle den bekræftelse, som hun hungrede efter. Hun håbede, at hun skulle møde Mr. Right, og at han ville give hende en på opleveren i den vilde, australske natur, men sådan skulle det ikke gå.

Syv måneder senere, da opholdet officielt var forbi, måtte Helle tilbage på skolebænken og fortsætte sin praktik.

Fest-narkoman
Tilbage på landbrugsskolen fandt hun sig en ny fyr. Han var 17 og hun var 27, men det var ikke noget problem, mente hun.
- Han var meget udadvendt og åben, og jeg var sådan en rådgivertype, som gerne ville hjælpe ham. Senere fandt jeg ud af, at grunden til, at han snakkede, var, at han havde taget stoffer. Der sad et Bandidos klistermærke på hans dør, og det viste sig, at han handlede med tyvekoster. Jeg syntes, det var spændende at få sådan en "gangster-kæreste".
Helle fik tatoveret et kors over lænden. Hun kunne ikke glemme troen på Jesus, selv om hun ikke længere levede livet med ham.
Til at begynde med tog hun ikke selv stoffer. Første gang hun prøvede det, var det for at hjælpe sin kæreste, så hun bedre kunne forstå ham. Hun ville jo gerne hjælpe...
- Jeg tog kun stoffer, når vi skulle til fest. Vi tog amfetamin og kokain. Jeg syntes, det var spændende, men jeg havde en fornemmelse af, at Djævlen sad og grinede af mig. "Nu bliver du narkoman", sagde han.

- På et tidspunkt tog vi stoffer i tre dage, uden at spise eller sove, og så slog det klik. Jeg blev så forfærdelig bange og lå på en sofa og rystede. Bagefter var jeg bange for alt. Jeg turde f.eks. ikke køre bil, og mit selvværd var lig med nul. Jeg fik en piercing og begyndte at ryge, bare for at stive mig selv lidt af. Jeg var sikker på, at jeg var blevet dum, fordi jeg havde taget stoffer. Hvis ikke jeg havde haft min veninde, så havde jeg ikke klaret eksamen, siger hun og tilføjer, at hun desværre aldrig blev "helt færdig". Faktisk droppede hun ud af skolen fire måneder før tid.

Selvmordstanker
Forvirret som hun var, kastede Helle sig over pædagogstudiet, men havde svært ved at falde til. Pædagogverdenen var en "kvindeverden" modsat konditor og landbrugsverdenen, hvor det var mænd, som dominerede. For at tjene penge til studierne fik Helle job som livredder og var rigtig god til dette. Hun kunne dykke dybest og længst og var ikke bange for at dø. Tværtimod. Hendes udgangspunkt var, at det hele kunne være lige meget. Livet var ikke fedt. Helle brugte det meste af tiden foran fjernsynet og sumpede og var mega ensom. Snart begyndte selvmordstankerne at banke på. Hun ville skære i sig selv, men var for stolt til det. Hun var bange for, at nogen ville se det, når hun styrketrænede.
En dag mødte hun en ven, som inviterede hende til bønnenat i Hillerød.
- Jeg havde alle mulige undskyldninger og havde virkelig svært ved at beslutte, om jeg skulle tage af sted, eller om jeg skulle blive hjemme foran fjernsynet, husker hun. Det endte med, at Helle tog til bønnenat og sad bagest i salen.
- Jeg havde dårlig samvittighed. Jeg havde jo været langt væk fra Gud i lang tid. Jeg var også ret skeptisk. Jeg må have set sådan ud, for bagefter var der nogen, som troede, at jeg var journalist!

Helle var overvældet af de mange indtryk og endte med at gå frem til forbøn for at overgive sig til Gud. Da hun gik ned på sin plads, begyndte hun at græde, og i pausen knækkede filmen. Heldigvis var der en medarbejder i Evangelist, som tog sig kærligt af hende. Hun fik en sodavand og nogle Evangelist aviser og fik at vide, at hun var velkommen til at komme igen.

På den anden side
Helle fortsætter:
- Efter at der blev bedt for mig, stoppede jeg med at ryge og dyrke sex med forskellige mænd. Jeg chattede med nogle venner, som advarede mig mod Evangelist, men de kunne ikke skræmme mig. Jeg kunne mærke, at det, de stod for, var ægte. Der var virkelig kamp på. Jeg havde lyst til at tage ind på Christiania og købe stoffer, men gjorde det ikke. Jeg følte, jeg stod mellem to grupper venner. Dem som hadede stoffer, og dem som var på stoffer. Heldigvis var der en af vennerne fra pædagogseminariet som opfordrede mig til at søge hjælp. "Vi ses på den anden side", sagde han.
Helle havde læst en historie i Evangelist avisen om en grønlandsk pige, som var gået under jorden for at få hjælp.
- Jeg fik lyst til at gøre det samme, men vidste ikke, om jeg var langt nok ude, husker hun.
Helle tog til møde i Gørløse Forsamlingshus den 17. december 2006 og her mødte hun Martin og Vibeke Schmidt, lederparret på Bakkebjerg. Hun tog med dem hjem til samtale og kl. 20 samme aften kom hun i bøn og faste.
- Der blev ryddet op i fortiden, og jeg blev sat fri for selvmordstanker og trangen til stoffer. Det gik stille og roligt. Jeg gjorde alt, hvad de sagde, og var glad for, at det var så struktureret. Da jeg kom ud efter de tre dage og så bønnelisten, var jeg overrasket. Tænk at alle de mennesker, som jeg ikke kendte, havde været med til at bede for mig!
Helle måtte afbryde kontakten til sine venner de første tre måneder og afleverede sin telefon, hvilket var rigtig svært. Efter de tre måneder var hendes kristne storebror den første til at besøge hende. Resten af familien har også været på besøg, bl.a. har hendes far holdt jul på Bakkebjerg.
- I starten kørte jeg efter regler, men nu har jeg oplevet Guds kraft og har slet ingen trang til det gamle liv. Jeg har fundet ud af, at det kan lade sig gøre at leve efter Biblen, og nu forstår jeg det, som jeg læser. Gud taler til mig, og jeg har oplevet, hvordan han kan bruge mig til at hjælpe andre. Både praktisk og åndeligt, siger hun.
Hvad fremtiden angår, så rejser hun fra Bakkebjerg efter sommerferien for at arbejde i Uganda som volontør. Her bliver det hendes primære opgave at undervise missionærernes børn, og det glæder hun sig til. Om hun ender med at gå i sine forældres fodspor og selv tage en læreruddannelse vil tiden vise. Foreløbig har hun "kun" uddannelsen som konditor, næsten landmand og lidt pædagog!

Evangelist Avisen 1 Marts 2008