Lene Munch (21) var skizofren og opgivet af det psykiatriske system, da hun for snart halvandet år siden flyttede ind i "Tabitas Hus" i Gørløse. I dag er hun fuldstændig fri for tvangstanker og har ikke længere brug for medicin. Hvad lægerne har forsøgt at gøre gennem syv års behandling, har Jesus klaret på bare et år...

Af Karen Hedegaard

I ugebladet Ude og Hjemme kunne man i januar 2005 læse om pigerne i "Tabitas Hus", der gennem troen på Jesus har fundet vejen ud af stofmisbrug, depression og skizofreni. Lene Munch er én af dem. I september 2003 kom hun til pigehuset for at få hjælp - og i dag, godt et år efter, er hun med til at hjælpe andre i samme situation. Hun er ikke længere skizofren, medicinen er for længst lagt på hylden og tvangstankerne, som før plagede hende dag og
nat, er nu afløst af en indre glæde og fred... Når Lene fortæller sin historie, er det svært at tro, at det er sandt - men arrene på hendes underarme taler deres eget sprog. Lene smøger ærmerne op. Arrene sidder i rækker med 5 cm's mellemrum og vidner om en tid, hvor hun skar sig med barberblade. Dels for at dulme smerten inden i, men også fordi "stemmerne" sagde det. Nu har hun fået bevilget plastikkirurgisk operation for at få fjernet arrene og dermed de sidste synlige minder fra årene i det psykiatriske system.

Mistede tilliden
Lene er født og opvokset i Hillerød i en god familie og et godt kvarter, hvor hun voksede op sammen med sin storesøster, som er tre år ældre. - Jeg husker ikke så meget, men jeg tror jeg havde en ok barndom. Jeg gik meget til sport og var næsten aldrig hjemme. Min søster og jeg havde det fint sammen. Jeg havde mange venner og klarede mig godt i skolen, siger hun.
- Det var først, da jeg blev teenager, at det gik galt. Som 13-årig blev jeg misbrugt af en ældre kæreste, og det var som om, noget gik i stykker inden i mig. Jeg mistede tilliden til mennesker omkring mig og lukkede mig inde. Jeg talte ikke med min familie om det, men kørte mest på facaden. Jeg var bange for, at de ikke ville tro mig eller sige, at det var min egen skyld. Faktisk talte vi slet ikke om den slags problemer derhjemme. Det var først syv år senere, at jeg fortalte min far, hvad der var sket...

Spiseforstyrrelse
Efter dette udviklede Lene Munch en spiseforstyrrelse. Hun holdt op med at spise og motionerede helt vildt, uden at familien fik mistanke til, hvad der virkelig var galt. Når det over hovedet kunne lade sig gøre at undgå måltiderne, var det fordi de sjældent spiste sammen, men efterhånden som Lene tabte sig, blev problemet mere og mere synligt. Da hun ikke længere kunne holde ud at sulte sig, begyndte hun at spise igen. Men da hun ikke brød sig om at have fornemmelsen af mad i maven, begyndte hun at kaste op efter måltiderne, og spiseforstyrrelsen blev til bulimi.
- En dag tog min dansklærer fat i mig. Hun kunne se, at jeg ikke havde det godt, og sendte mig til ungdomsrådgivning. Min far og mor blev tilkaldt, og vi kom i familieterapi et halvt års tid. I denne periode begyndte jeg så småt at skære i mig selv. Jeg planlagde selvmord og fik tvangstanker. Alt skulle gå op i tallet 15. Min mad skulle skæres i tre eller fem stykker, der skulle drikkes vand til på en bestemt måde, jeg skulle tygge maden et bestemt antal gange, tælle hvide striber i fodgængerfeltet, gå sidst ud af en dør osv.

Svær depression
Da tvangstankerne udviklede sig, sendte psykologen Lene videre til ungdomspsykiatrisk afdeling, hvor hun straks fik ordineret antidepressiv medicin, uden synderlig effekt. Hensigten var at stabilisere hendes humør, og da det tilsyneladende ikke virkede, satte man dosis op fra 50 mg til 350 mg om dagen. Der blev fokuseret meget på Lenes spiseforstyrrelse. Hun blev tvunget til at spise seks gange dagligt under opsyn og blev overvåget i op til en time efter måltidet for at sikre, at hun ikke gik ud og kastede op. For at styrke hendes selvbillede gik hun til kropsterapi og fysioterapi, og psykologen bekræftede, at Lene havde en svær depression. Da Lene fyldte 18 år, efter syv måneders frivillig indlæggelse, udskrev hun sig selv og flyttede hjem til sine forældre. Behandlerne syntes ikke, det var en brandgod idé, for Lene fik stadig medicin, og symptomerne var ikke blevet mindre.

Tvangsindlagt
Lene fandt nye venner og kom i dårligt selskab. Hun begyndte at ryge hash og tage stoffer. Hun søgte også arbejde og fik job i Netto. Men pludselig slog det klik:
- Jeg nåede kun at arbejde en dag. Efter fyraften tog jeg hjem, spiste aftensmad og gik ind på mit værelse. Jeg ved ikke, hvad der skete, men pludselig var det som om alting blev levende. Jeg troede, at jeg havde levende slanger i maven og gik kold, fordi jeg mente, jeg kunne høre dem. Så begyndte jeg at banke hovedet ind i væggen...
Lene blev indlagt akut på den lukkede afdeling, hvor hun befandt sig de næste tre måneder. Hun ville ikke spise, for så fik slangerne jo mad, og hun ville heller ikke tage sin medicin, men den fik hun alligevel ved hjælp af sprøjter og piller. Herefter blev hun overført til ungdomspsykiatrisk afdeling igen - og når de ikke kunne styre hende her, kom hun tilbage til den lukkede. For ikke at skade sig selv blev hun tvangsfikseret - ifølge journalen 60 gange, men sikkert flere, fortæller Lene og uddyber:
- Ofte fik jeg så meget beroligende medicin, at jeg ikke kunne sige mit eget navn. Jeg var konstant plaget af hallucinationer, så mennesker der forfulgte mig, skygger og andre skikkelser, eller hørte stemmer, der fik mig til at gøre destruktive ting. Jeg skar mig i arme og ben med barberblade, bankede mit hoved ind i væggen, indtil jeg besvimede eller blødte voldsomt, og forsøgte flere gange at forgifte mig selv med piller.

Diagnose: Skizofreni
En dag på vej til undersøgelse kom Lene til at læse sin egen journal. "Ung kvinde 18 år. Diagnose: Skizofreni", stod der. - Der var ingen, der havde sagt, at jeg var skizofren. Jeg havde blot fået at vide, at jeg aldrig nogen sinde ville komme til at leve et normalt liv, men at jeg højst sandsynlig skulle leve mit liv på en institution. De gav mig intet håb og sagde, at jeg aldrig ville kunne klare mig uden antipsykotisk medicin. På det tidspunkt fik jeg 800 mg antipsykotisk, plus sovepiller, beroligende medicin, antidepressive midler og piller mod diverse bivirkninger, fortæller hun.
- Mens jeg var indlagt, fik jeg tilbudt at komme i narkobehandling og lod mig udskrive igen, på trods af advarsler fra psykologer og psykiatere. Jeg var i narkobehandling i halvandet år, men stak hele tiden af, fordi jeg ikke kunne lide at være der. Jeg havde mit tøj i en sportstaske og sov på gaden flere gange i denne periode, hvis jeg ikke var indlagt. Alligevel lykkedes det at stoppe misbruget. Udadtil havde jeg det bedre, men indadtil kæmpede jeg min egen stille kamp. Jeg ville ikke bekymre folk, men ønskede at leve op til deres forventninger...

Åndens Magt
En dag blev Lene inviteret til et foredrag med Christian Hedegaard:
- Jeg var begyndt at tage kørekort og havde mødt en pige, som inviterede mig til et foredrag om Åndens Magt. Jeg havde ikke andet at lave, så jeg tog med, uden at vide hvad det var. Foredraget handlede om, hvordan de ord, som bliver talt ud, er med til at forme ens fremtid. Jeg blev ramt af Guds kraft og mærkede en kærlighed og fred, jeg aldrig havde mærket før. Pludselig stod jeg fremme til forbøn, hvor to piger bad for, at jeg måtte blive helbredt for skizofreni. Jeg blev meget varm og meget svimmel og tudede en hel masse. Den aften tog jeg imod Jesus, og det blev indgangen til mit nye liv, siger Lene.
- Da jeg vågnede næste dag var tingene anderledes. Pigerne havde sagt, at jeg skulle læse Johannes Evangeliet, og da jeg havde gjort det, sendte jeg en sms til dem og spurgte, hvad jeg så skulle. De skrev tilbage, at jeg kunne gå i gang med de tre andre evangelier, så det gjorde jeg. De inviterede mig til koncert, og efter koncerten inviterede de mig til at besøge dem i Gørløse. Jeg kom med til ungdomsmøde og var der en lørdag formiddag for at hjælpe dem med at sætte et hus i stand. Lørdag aften spurgte de, om jeg ville flytte ind i "Tabitas Hus", søndag ringede jeg til mine forældre, og mandag flyttede jeg ind med alle mine ting. Jeg kunne ikke gennemskue, hvad det var de ville, men det føltes bare godt, fortæller hun.

Ingen medicin
Lene fik at vide, at hun ikke kunne tage sin medicin med til Gørløse, hvilket hun var indforstået med.
- Jeg var så småt begyndt at trappe ud af den antipsykotiske medicin. I samråd med psykiateren var jeg gået fra 800 mg til 350 mg, hvilket jeg var meget glad for. Nu fik jeg en chance for at komme af med det sidste, siger hun.
- Da jeg kom, var det som at træde ind i en Morten Korch film. Det var ren idyl. Alle var så søde mod hinanden, og så sang de bordsang! Det var svært at være sammen med så mange mennesker på en gang, især fordi jeg aldrig måtte vare alene. Jeg måtte ikke engang gå en tur! Jeg tror ikke jeg sov de første tre uger. Alligevel var det hele så "rigtigt". Lene fortsætter.
- Når jeg tænker over det, så var det jo helt vildt at jeg, som ikke havde tillid til mennesker, bare kunne flytte ind. Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til, men jeg vidste, at det var Jesus, jeg ville have, og det var nok til, at jeg opgav hele mit liv. Jeg tror, jeg var tilpas desperat.

Dæmoner
Undervejs er Lene gennem bøn blevet udfriet fra mange dæmoner. Når journalister besøger "Tabitas Hus" er det dem, de fokuserer på, men Lene synes ikke selv, det er så interessant.
- Dem taler vi ikke ret meget om. Faktisk gik der lang tid, før jeg hørte nogen tale om dæmoner her, siger hun.
- Første gang jeg blev sat fri havde vi været ude at bowle. Jeg gik i sort, og da vi kom hjem, blev der bedt for mig. Jeg vågnede op på gulvet og anede ikke, hvad der var sket. Siden er jeg blevet udfriet mange gange, men det er som sagt ikke det, der fokuseres på. Vi vil hellere tale om Jesus og det han har gjort... I løbet af det år, jeg har boet hos pigerne har Jesus gjort alt det, jeg ikke troede var muligt. Det har været en proces, hvor Gud har løst tingene på sin måde i hans timing. F.eks. troede jeg ikke, at jeg nogensinde ville komme til at stole på andre mennesker eller have tillid til nogen, eftersom jeg har oplevet meget svigt i mit liv. Jeg troede heller aldrig, at jeg ville kunne føle mig elsket og accepteret. Nu er jeg ikke i tvivl om, at jeg er elsket og værdifuld. Det er Guds kærlighed, som gør forskellen. Her er man ikke bare én på "stue 7"!

Lene Munch: - Da jeg kom til "Tabitas Hus" var det som at træde ind i en Morten Korch film. Det var ren idyl!

Lenes forældre: Systemet kunne ikke hjælpe
Ingrid og Ivan Munch kendte ikke noget til "Tabitas Hus", da deres datter Lene flyttede ind for cirka halvandet år siden. Dengang holdt de vejret og krydsede fingre for, at det ville gå. I dag er Lene "kommet ud af tågen" - ikke som deres lille datter, men som en voksen pige, der ved hvad hun vil.
- Det har været et langt forløb med megen smerte. Lenes sygdom har været svær for os alle, både for Lene og for os som forældre. Vi har været ufatteligt meget igennem. Mange gange har vi spurgt os selv, hvordan det kunne gå så galt, men det får vi nok aldrig svar på. Psykiatrien kunne ikke hjælpe. De var ganske enkelt ikke dygtige nok...
Ordene kommer fra Lenes forældre, Ivan og Ingrid Munch. Ivan er vicepolitikommissær, og Ingrid er uddannet sygeplejerske. Uden at gå i detaljer fortæller de Lenes historie og beskriver de syv svære år, hvor de som forældre gjorde alt hvad hun kunne for at hjælpe deres datter. Hele tiden var de der for hende. Hvis ikke fysisk, så i tankerne i stor kærlighed, men med en altoverskyggende følelse af magtesløshed, ikke mindst alle de gange, hvor Lene lå fastspændt i bælte for ikke at gøre skade på sig selv.

Den samme tro
I dag er de lykkelige for, at Lene har fundet netværket til at komme videre i "Tabitas Hus".
- Det er næsten for godt til at være sandt. I starten kunne vi ikke tro det, men det kan vi nu, siger Ingrid og Ivan Munch. De havde ikke noget forhåndskendskab til behandlingen "Tabitas Hus", udover at de vidste, at det var noget religiøst. De havde den indstilling, at hvis Lene syntes det var godt for hende, så var det også godt for dem. I øvrigt var hun voksen nok til selv og bestemme, da hun jo var fyldt 18 år.
- Vi mødte pigerne i huset, og senere var vi til et foredrag med Christian Hedegaard i Apostolsk Kirke. Vi fandt ud af, at arbejdet var tværkirkeligt og i grunden det samme, som det vi altid har troet på, siger de.

Fik et chok
Alligevel fik de et chok, da de fandt ud af, at Lene var stoppet med sin medicin.
- Lene var blevet trappet delvis ud i samråd med en privatpraktiserende psykiater. Han havde fortalt os om bivirkninger og abstinenser og mente, at det ville blive en langvarig proces, forklarer Ivan.
- Jeg holdt vejret og krydsede fingre. Først en time, to timer, fire timer og otte timer. Dernæst en dag, to dage. Efterhånden gik der en uge, to uger og en måned. Da jeg stadig ikke havde hørt nogle dårlige nyheder, åndede jeg lettet op, siger han. Ingrid supplerer:
- Jeg må indrømme, at jeg blev bange. Det gik nok ikke uden abstinenser, tænkte jeg.
- Den første måned havde jeg ikke ro...

Alternativt tilbud
Lenes forældre har ikke meget til overs for det psykiatriske system. På mange måder har deres datter været forsøgsperson, og mange gange har de haft lyst til at klage over den behandling, som hun har fået - eller den hun aldrig fik.
- Systemet lægger låg på problemerne ved hjælp af medicin. De har jo ikke andre muligheder, konstaterer Ingrid Munch. Mange gange har de taget "livtag" med kommunen og behandlerne, for at finde et alternativt tilbud, og de kan kun anbefale andre at benytte "Tabitas Hus".
- Siden Lene er flyttet til Gørløse er det gået markant og hurtigt fremad. Hun har det godt, og man kan se at hun fungerer godt. Vi har ikke fået vores pige tilbage, men hun er kommet ud af "tågen" som voksen - og nu skal vi lære hinanden at kende igen!

"Tabitas Hus"
Fremtiden tegner sig lys, og drømme er der nok af. Til sommer er Lene færdig med sin HF, og så regner hun med at tage et sabbatår, inden hun fortsætter med en videregående uddannelse.
- Jeg elsker at være i "Tabitas Hus" og vil gerne blive dér for at hjælpe mennesker, der har haft det lige som jeg selv. Det er en stor udfordring, men jeg drømmer om at få mit eget pigehus en dag, siger Lene Munch. - Jesus har sat mig fri fra fortidens lænker, lægernes diagnoser og mange andre ting. Jeg har fået livsmodet og glæden tilbage. Når jeg tænker på min fortid, er det ikke længere med smerte. Jeg vælger i stedet at se tilbage og bruge de erfaringer, jeg har fået, til at hjælpe andre. Det har ikke været nemt at nå hertil, hvor jeg er i dag. Ofte har det været en svær kamp. Jeg har været nødt til at indse, at alt det jeg troede jeg var, ikke var værd at bygge mit liv på. Nogle gange har jeg været i tvivl om, hvorvidt det var muligt at blive helbredt. Men i dag er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at Gud har helbredt mig fuldstændig fra skizofreni!

Evangelist avis nr. 1, år 2005

Mød også Lene i programmet "Forandring" her.