Bakkegård ligger "lunt" i svinget i udkanten af Gørløse. Alléen op til gårdspladsen står stadig med blade i smukke efterårsfarver, og hovedhuset skinner hvidt i den klare novembersol. Indenfor er der dækket bord i stuen med te og hjemmebagte kager. Hundene snuser omkring, mens børnene skiftes til at kigge ind og forældrene fortæller. Atmosfæren er lys og afslappet, helt anderledes end for bare et år siden, hvor alkoholen ødelagde familiens liv.
Trond og Hanne Langrind har boet på Bakkegård siden 1983, men selvom Trond havde et ukontrolleret alkoholmisbrug, lykkedes det dem til dels at skjule det for de fleste i deres omgangskreds. Hanne passede gårdens grise, en besætning på 300 svin og en årlig omsætning på 7-7500 svin til videreopfedning, mens Trond arbejdede som å-mand i amtet.
- Jeg passede mit job, for jeg drak jo "kun" i perioder, som regel i weekenderne. Det lykkedes mig også at beholde mit kørekort, hvilket er et mirakel i sig selv. Når jeg ikke gik på arbejde, så hed den officielle forklaring, at jeg lå i sengen med influenza eller havde ondt i ryggen. Det kunne komme som lyn fra en klar himmel, uden forvarsel. Når det skete, drak jeg tre flasker vin om dagen. Ellers drak jeg ikke en dråbe, fortæller Trond.
- Det mærkelige er, at jeg altid har afskyet alkohol og folk der drak. Jeg er ikke opvokset med det, og jeg er ikke typen, som blev festlig, når jeg fik noget indenbords. Heldigvis blev jeg heller ikke voldelig, jeg råbte bare lidt højt. En gang faldt jeg ned fra en førstesal, direkte på et betongulv. Men som regel blev jeg bare træt og gik i seng.

Arbejdede sig ud af problemerne
Hanne Langrind kæmpede en ensom og stille kamp hjemme i stalden.
- Jeg har altid lært, at man skal arbejde sig ud af problemerne, så det gjorde jeg. Hvis ikke jeg havde haft grisene, så ved jeg ikke, hvordan jeg havde klaret det. Det var aldrig mig, der smækkede med døren, det var altid ham.
Når det var slemt, sagde jeg til mig selv, at jeg havde giftet mig med en velfungerende fyr og ikke med den dranker, jeg sommetider fandt...
Hanne fortæller, hvordan hun mere end en gang har sendt en stille bøn op til himlen, mens hun har gået ude ved grisene. Men tilsyneladende var der ingenting, som hjalp. Antabus fungerede kun som en slags "kemisk fængsel", og når Trond fik beroligende medicin for at holde misbruget på afstand, gav det blot dobbelt effekt, hvis det blev kombineret med alkohol.
Efterhånden som børnene blev større, blev problemet mere og mere synligt, og i 2002 kunne Hanne ikke længere klare det uden hjælp.
- Jeg kontaktede amtet, og Trond blev tilbudt seks ugers Minnesotabehandling på Helios i Ebeltoft. Jeg kan huske, det var midt i høsttiden, han tog afsted. Jeg gik og arbejdede alene, da en af vore nære venner kom forbi. "Hvor er Trond?" spurgte han.
"På kursus" svarede jeg. "På hvilket kursus?" spurgte han. "På et kursus, hvor man skal lære at lade være med at drikke". "Det er løgn" svarede han.
Han troede simpelthen ikke på mig, selv om han nok var en af de venner i vores omgangskreds, som kendte os bedst.

I Minnesota behandling
Opholdet på Helios i Ebeltoft gjorde Trond midlertidig ædru:
- Det var et godt sted. Ham som opfandt behandlingen er jo kristen, selvom det ikke kommer frem i det danske program. Her beder man ikke til Gud, men til en "højere magt", som skal hjælpe. Det er en fordansket udgave, for herhjemme må man jo ikke tale om religion. Det eneste tidspunkt, hvor vi nævnte Gud var i "sindsrobønnen". Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen". Det var en god bøn, som jeg bad hver dag. Mens jeg var der, så jeg lyset. Jeg oplevede varme og fred og så et fantastisk lys komme ned fra himlen på de lange ture, jeg gik i min fritid. Men der var der ingen, som kunne lede mig til Gud. Jeg manglede det sidste skridt, og derfor kunne jeg ikke fastholde det. Jeg tror, vi i Danmark kunne opnå langt bedre resultater, hvis det havde været tilladt at tale om Gud. Hvis der bare havde været én, som kunne have ledt mig til ham, så havde den været hjemme!
Trond fortsætter:
- Efter opholdet på Helios gik der tre kvart år, så faldt jeg i igen. En gang var jeg så fuld, at jeg blev indlagt til afrusning på sygehuset, og siden begyndte jeg at gå i alkoholambulatoriet. Jeg gik til samtaler dér, og det samme gjorde børnene. Hanne sørgede for, at hele familien var med i forløbet i samarbejde med kommunen. Når jeg tænker tilbage på det, burde man have givet hende en medalje, fordi hun holdt ud!

En bøn ved køkkenbordet
Hanne blev mere og mere desperat, og det endte med, at hun en dag tog kontakt til Evangelist, nærmere betegnet til "evangelisten" Christian Hedegaard, som Trond havde lært at kende i forbindelse med en jagt.
- Han kom tit forbi på gården og fortalte alle mulige historier om mennesker, som havde fået hjælp. Jeg tænkte, at det måtte være sidste udvej, så jeg tog ud til ham privat og lagde kortene på køkkenbordet. Jeg har jo aldrig været ugudelig, men har altid haft en religiøs forestilling. Jeg fik at vide, at det ikke var ham, men Jesus, som skulle gøre miraklet. Jeg husker ikke så meget, ud over at vi bad sammen for Trond ved køkkenbordet, men da jeg kom hjem var der ikke umiddelbart sket nogen forandring, siger Hanne.
- Alligevel havde jeg den dybe overbevisning inden i mig, at der snart ville komme en løsning. Jeg husker tydeligt en aften, hvor jeg lå i min seng og ikke kunne sove. Det brændte som ild i min mave, men pludselig forsvandt ilden og jeg vidste, at løsningen var på vej.
Trond tilføjer:
- I denne periode blev Christian Hedegaard ved med at besøge mig, ringe og sende sms og sige, at han var min ven. Jeg synes, det var irriterende og vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Og hver gang kom han med alle sine historier, så jeg ikke vidste, hvad jeg skulle tro. Jeg troede, det var en "kristen attitude", han havde tilegnet sig. Jeg forstod ikke, at det var hans liv!

Ville med til en "seance"
I slutningen af november fik Trond igen besøg af Christian Hedegaard, denne gang i en bagrus, og så kan det nok være, han fik givet evangelisten "tørt på". Han sluttede af med at sige, at nu ville han gerne med til en "seance", og hertil svarede evangelisten, at det kunne han ikke komme. Der var ikke flere foredrag på programmet, kun en partnermiddag i Arnborg, og det var jo langt væk! Det endte dog med, at Trond tog afsted, ikke mindst fordi der også blev arrangeret en hurtig jagt på rehabiliteringscentret Vildkildegård forud for partnermiddagen. Selve arrangementet var en stor oplevelse, og Trond blev dybt berørt og måtte ud og fælde en tåre pga. de mange personlige vidnesbyrd, som blev fortalt.
Efter middagen var der forbøn, men her holdt han sig tilbage.
- Jeg skulle ikke nyde noget, for jeg var overbevist om, at de ville slå mig i jorden, bare for at få penge i kassen. Af natur er jeg tilbageholdende, og jeg ønskede ikke at gå frem og være med i et eller andet "sceneshow", griner han.
- Lidt efter kom der nogle evangelister hen til mig og spurgte, om de skulle bede for mig. Jeg var bange, men de fik mig overbevist om, at det ikke var farligt. Da de begyndte at bede, fik jeg kvalme og begyndte at brække mig i en spand, uden at der kom noget op. Jeg ved ikke hvor længe de bad, men da jeg kom til mig selv, sad jeg på gulvet og svedte. Så blev jeg lagt på gulvet. Jeg så en anden som lå på gulvet og hylede og skreg og undrede mig over, hvad der var sket. Indeni mærkede jeg en ufattelig fred og følelse af ro, som jeg aldrig har oplevet før. Bagefter ringede jeg hjem til min kone og sagde, at jeg var blevet frelst!

Fuldstændig forandring
Da Trond kom hjem til Hanne, var han ikke til at kende igen.
- Jeg havde det som om, jeg var på speed, hvilket jeg kun har prøvet én gang før, siger Trond.
- Han var umulig at tale med. Han fløj helt oppe under loftet og var næsten ikke til at få ned på jorden igen, husker Hanne. Forklaringen var, at Trond også havde fået tungetalen, og det gav så meget energi, at Trond begyndte at løbetræne og gøre rent. Der skulle ske noget, så den fik fuld volumen med Ron Kenoly på cd-afspilleren, mens han ryddede ud i gamle flasker og vaskede gammel cigarrøg ud af køkkenet for derefter at male det hele hvidt.
- Jeg mærkede en kolossal forandring. Trangen til alkohol var fuldstændig væk. I stedet for fik jeg væmmelse og følte, jeg skulle kaste op, hvis jeg så en flaske, en kapsel, eller for den sags skyld en ølvogn!
Kort tid efter tog Hanne og jeg med Sverigesbåden for at handle toldfrit til min far. Jeg var ved at brække mig og måtte overlade indkøbet til Hanne, mens jeg selv gik uden for. Jeg kunne heller ikke tale med folk med alkoholånde, men måtte vende hovedet væk, siger Trond.
Selv om Trond kom "ned på jorden" igen, var han ikke længere den samme:
- I starten af 2007 ringede jeg til Alkoholambulatoriet og sagde, at de aldrig skulle se mig mere. Jeg forklarede, at jeg var blevet en kristen og at jeg aldrig kom til at drikke igen. Jeg ringede også til Helios og fortalte, at jeg nu - med Guds hjælp - havde fået styr på alkoholproblemet, husker Trond.

Den hvide due
Efter at Trond er blevet troende, har han kun mødt positiv respons, også blandt de lokale i Gørløse, selvom han nu er sammen med "dem fra Evangelist".
- Uanset hvilken reaktion jeg havde fået fra vennerne, så ville det ikke have påvirket mig. Jeg vil aldrig bytte mit nye liv, siger Trond.
Hanne tager det helt afslappet:
- Jeg har altid været troende, men har aldrig talt om det. Og det gør jeg heller ikke nu, siger hun bestemt.
Forandringen kan mærkes over hele gården, også hos svigermor som bor i aftægtsboligen, som nu spiser med til alle måltider, hvor hun før blev holdt på behørig afstand. Ting er blevet tilgivet og gjort op, og meget er ved at blive lavet om.
- Vi har taget store beslutninger det sidste år, ikke mindst i forhold til gården, hvor vi er ved at lægge om fra griseproduktion til udlejning. Troen har givet mod til at tage nogle nye skridt, også så vi kan være mere sammen i familien, og jeg kan se, hvordan Gud har velsignet os undervejs, siger Trond.
Det er som om, luften omkring Bakkegård er blevet mere ren. Ikke kun fordi grisene er ved at blive afviklet, men også i det hele taget. Der er ryddet op både ude og inde, efter at "alkoholdjævlen", som Trond udtrykker det, er væk, og Jesus er kommet ind.
Førhen lå alkoholen som en sort skygge hen over Bakkegård, men nu sidder der en hvid due på taget af staldbygningerne, hvilket må siges at være ganske symbolsk. Duen kom for halvandet år siden, efter at Hanne opsøgte Christian Hedegaard, så duen har de opkaldt efter ham.
- Jeg ved godt, det lyder sært, siger Trond og trækker på smilebåndet.
- Men jeg tror ikke, det er tilfældigt. Faktisk har der ikke været tamme, hvide duer på Bakkegård, siden vi overtog ejendommen i 1983.

Evangelist avis nr. 4, år 2007