Finn Hedegaard var arbejdsnarkoman, storryger og drak for mange øl, når han havde fri. Han vidste, at hans usunde livsstil ville føre ham i graven. Finn Hedegaard var arbejdsnarkoman, storryger og drak for mange øl i weekenderne, når han havde fri. Han vidste, at hans usunde livsstil ville føre ham i graven inden for få år, men blev alligevel overrasket, da evangelist Christian Hedegaard i julen 2005 gav ham samme besked...

Finn Hedegaard (47) kommer fra Vejle, hvor han er opvokset i et kristent hjem. Hans forældre kom i Apostolsk Kirke, og allerede som 11-årig gav han sit liv til Jesus. Han kom med i kirkens ungdomsgruppe, blev voksendøbt og døbt med Helligånden, gik på kristen efterskole, blev gift som 19-årig og forsøgte at leve livet som en kristen.
Udadtil gik det meget godt, men indadtil oplevede han ikke det store gennembrud, som han så hos andre kristne. Han levede et dobbeltliv - med et ben i verden og et ben i kirken - med det resultat, at han følte sig mere og mere fordømt.
- Jeg fandt ikke ind i nåden. Jeg vidste hvad jeg burde gøre, men jeg magtede ikke at gøre noget ved det. Jeg brød med kirken, dog brød jeg aldrig med Gud i mit hjerte, fortæller Finn.

Skilsmisse
Finn havde drømt om et lykkeligt ægteskab, men drømmen gik itu og endte med skilsmisse. Det tog hårdt på Finn, som i den efterfølgende periode kæmpede med destruktive tanker. Han syntes ikke længere livet var værd at leve, og det til trods for, at han er far til fire børn.
- Jeg faldt ned i et hul og gik helt i selvsving. I weekenderne når jeg ikke havde børnene, drak jeg hjernen ud. I denne periode talte jeg meget med præsten fra Apostolsk Kirke, som var min "livline" i cirka 14 dage. Hvis ikke han havde været der, er jeg bange for, at jeg ville have taget mit eget liv, siger Finn.
- Da jeg fik det bedre, holdt jeg op med at søge kirken. Jeg gled ud igen, fordi jeg ikke kunne fastholde det, som jeg fik. Jeg var stadig ikke glad, men prøvede efter bedste evne at fylde tomrummet ud...

Arbejdsnarkoman
Arbejdet fyldte det meste af tomrummet. Finn har kørt lastbil i 30 år og arbejdede som chauffør og arbejdsleder
i et stort transportfirma i Vejle. Han arbejdede fra tidlig morgen til sen aften, røg 40-50 cigaretter om dagen og drak en kasse øl i weekenderne, når han ikke havde sine børn på besøg.
- Jeg var glad for jobbet og flygtede ind i karrieren. Her havde jeg succes. Når jeg engagerede mig i arbejdet, så mærkede jeg ikke hvordan jeg havde det indeni. Sådan tror jeg, der er mange der har det. Men man kan ikke blive ved. Det indhenter én til sidst, siger Finn eftertænksomt.
- Jeg kunne godt mærke, at min krop ikke kunne holde til det, så jeg regnede ikke med at blive gammel. Derfor fik jeg heller ikke lavet mine tænder, selv om de trængte til det. Jeg tænkte, at pengene kunne bruges til noget andet, hvis jeg alligevel skulle dø inden for de næste fem år. Jeg var ligeglad med alting, og derfor var jeg aldrig glad. Jeg kunne ikke finde melodien, som kunne gøre mig glad inden i.

Dødens vished
Finn tjente masser af penge og fik betalt gælden af på sit hus. Han holdt næsten aldrig ferie, kun to eller maksimum tre uger om året, når han var sammen med sine børn. I sin sparsomme fritid satte han huset i stand og havde lige købt nye møbler, da han fik en usædvanlig besked selveste juleaften den 24. december 2005:
- Jeg var i kirke og dér mødte jeg min fætter, Christian Hedegaard, som jeg ikke havde set i mange år. Han spurgte, hvordan det gik med mig og sagde, at han havde noget vigtigt, han skulle tale med mig om, fortæller Finn.
- Helligånden havde vist ham, at jeg snart ville dø, og det kom sådan set ikke bag på mig. Jeg havde jo selv tænkt tanken indtil flere gange, men nu forstod jeg, at det var alvor og at det var Gud, der kaldte på mig.
Da jeg to uger senere fortalte min voksne datter om episoden, sagde hun, at det havde hun vidst i mange år. Hun fortalte, at hun for otte-ni år siden havde været til spåkone og fået besked om, at hendes far skulle dø i en ung alder. Jeg må indrømme, at det chokerede mig. Tænk at hun havde båret på denne forfærdelige hemmelighed!

Den onde cirkel
Pludselig kunne Finn se klart.
- Jeg vidste, at jeg skulle give mit liv til Jesus. Ikke bare for at redde livet nu, men også for at redde livet efter dette liv, siger han. Finn indså, at han var nødt til at gøre op med gamle vaner og rytmer.
- Efter 30 år i samme rille var jeg nødt til at bryde den onde cirkel, så jeg sagde mit job op og satte mit hus til salg. For mig handlede det bare om at redde livet og komme væk. Min arbejdsgiver tog det pænt. Han kunne godt se, jeg ikke var lykkelig, så han bakkede mig op i at starte på en frisk. Det samme gjorde mine voksne børn, siger han.
Huset, som Finn lige var blevet færdig med at sætte i stand, blev solgt på fem dage, og de nye møbler, som han havde købt efter moderniseringen, gav han væk.
- Man kan sige, det var meget radikalt, men det var livsnødvendigt for mig, indskyder Finn.

Råbte til Gud
Finn tog på Powerskolen for at starte på en frisk, men først var han gennem tre dages bøn og faste i Evangelist.
Her blev han sat fri fra sin rygetrang og har ikke rørt cigaretter siden.
- Efter at have lagt alt det gamle bag mig, så vidste jeg knap nok hvem jeg var. Jeg havde brug for, at Gud gav mig en ny identitet, og det gjorde han, forklarer Finn.
Finn gik på Powerskolens forårssemester, hvor han fik meget ud af både lovsang og undervisning. I starten var han en "telefonpæl" med stort T, men efterhånden tøede han mere og mere op. Selv om der skete små fremskridt, syntes han imidlertid ikke, at han fik det forventede resultat. Derfor besluttede han sig for at søge Gud på egen hånd og tilbragte to dage alene i et sommerhus, hvor han råbte til Gud.
- Jeg vidste, jeg skulle følge Guds vej, men var ikke forberedt på, at det skulle blive en kamp. Jeg var desperat for forandring og tæt på at give op. Først efter to dage fik jeg fred i hjertet og besluttede mig for at tage med Powerskolen til Afrika. Jeg vidste, at der skulle bedes for mig dernede. Gud viste mig, at jeg havde brug for udfrielse, og at det var min sidste chance.

Udfrielse
I Afrika fik Finn det forventede møde med Gud.
- Vi var i praktik i Åndens Klinik hos Robert Bwalya i Zambia, hvor jeg nød godt af den detaljerede undervisning og fik kortlagt mit liv i forhold til de forbandelser, som jeg havde pådraget mig pga. min gamle livsstil. Det skulle bare ud, og det kom det. Stille og roligt, uden de store manifestationer. Da jeg gav slip på det, kom der en hulken dybt inde fra og jeg kunne mærke, at det forsvandt, fortæller han.
- Jeg var også med til at betjene andre i klinikken. Vi bad for mange mennesker og så mange mirakler. F.eks. bad vi for en mand, der var lam i den ene side. Han kunne ikke give et håndtryk og var ikke i stand til at stå på det ene ben, men bagefter kunne han både give håndtryk og træde igennem, siger Finn.

Hjemme igen
Efter praktikopholdet var det en helt anden Finn, som kom hjem. Hans ansigt var forvandlet, der var kommet liv i øjnene, og hans smil var helt igennem ægte. Selvfordømmelsen var væk, og han var klar til at tage hul på et nyt kapitel i hans nye liv.
- Efter tre måneder på Powerskolen og i Gørløse viste Gud mig, at jeg skulle vende tilbage til min tidligere præst i Apostolsk Kirke i Vejle og tilbyde ham min hjælp i forbindelse med opførelsen af et nyt menighedscenter. Jeg vil gerne være med til at bygge Guds rige, så nu er jeg rejst tilbage til Vejle og arbejder på fuld tid, uden at få løn. Jeg
lever af de penge, som jeg fik efter salget af mit hus, og det kan jeg fortsætte med det næste års tid. Hvad der så skal ske, det ved kun Gud, siger Finn og tilføjer:
- Uanset hvad der sker, så vender jeg aldrig tilbage til det gamle liv!

Evangelist avis nr. 2, år 2006