Helligåndens nærvær fyldte forsamlingshuset i Egtved

Styregruppen bag Pinsevækkelse i Egtved. Til højre ses Jens Jakob Hornstrup Schmidt som var initiativtager til arrangementet.

Efter møderne i DK tidligere på året har Gud lagt en ny nød og kærlighed på mit hjerte for Danmark. Jeg har oplevet, hvordan Gud har vækket mig og kaldet mig til bøn, og det var med stor glæde og forventning at jeg i Pinsen 2019 tog turen over Atlanterhavet for at være med i Egtved Forsamlingshus.

Helligånden var gået i forvejen, og Hans nærvær fyldte salen allerede ved det første anslag på guitaren. Det føltes som om, loftet var ved at lette, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg så det åbne lofts vindue over lovsangsgruppen. Så gik jeg selv op og satte mig ved klaveret …

Pinsestævnet i Egtved Forsamlingshus var en vild oplevelse, arrangørerne havde valgt at kalde det “pinsevækkelse”, og det blev det. Der var sådan et nærvær, sådan en vækkelsesild iblandt de cirka 200 som havde valgt at sætte tid af til at lovsynge og tilbede, søge Gud i bøn for Danmark og netværke på en ny måde, på tværs af de gængse kirkesamfund.

Som arrangør stod styregruppen vaekkelse.nu, og selve ideen kom fra FB gruppen Guds Bedste Børn, som nu tæller mere end 500 medlemmer, Det er bl.a. herfra jeg kender Jens Jakob Hornstrup Schmidt, der stod som primus motor for arrangementet. Rene Sørensen fra Evangelist ledte møderne, Nick og Mira Knudsen stod for lovsangen sammen med en gruppe unge, heriblandt vores søn Hector, og min 86-årige far, Magnus Hedegaard. Karen og jeg var inviteret til at tale, vi havde fået et ord fra Efeserbrevet om Guds åbne døre i en tid med megen modstand, og på det ord rejste vi ud i forventning om, at Gud ville gøre noget nyt!

Fredag aften var vild, og lørdag aften var vildere. Efter en hel dag med lovsang, bøn, vidnesbyrd og undervisning, lagde Helligånden på mit hjerte at bede for alle med evangelist kald. Vi kaldte evangelisterne frem og sendte dem ud ved at salve dem med olie. Det var som om, salen eksploderede, folk blev ramt af Guds kraft oppe foran, og efterfølgende har vi fået mange vidnesbyrd om, hvordan Guds ild brænder i deres hjerter og de leder mennesker til Jesus. 

En mand på stævnet gik frem og blev salvet med olie. Han havde en arbejdsskade, men det var ikke derfor han gik frem. Gud helbredte ham, hvilket chokerede hans advokat som er i fuld gang med at forberede en sag om arbejdsskade erstatning mod den tidligere arbejdsgiver, da manden har været uarbejdsdygtig i to år.

Der var mange andre vidnesbyrd fra forsamlingshuset i Egtved. En ældre herre røg i gulvet og blev sat fri fra frygt, en anden har været høj i Helligånden lige siden, en ung kvinde blev sat fri fra depression,  en anden blev helbredt for smerter i ryg og nakke. Vi bad over skype for et barn, som havde en tumor i hjernen, og bedsteforældrene kunne efterfølgende vidne om, hvordan tumoren er blevet mindre. Der var sådan en salvelse, tingene skete bare over det hele, og vi fandt først ud af det bagefter! 

Søndag var der igen lovsang og vidnesbyrd, og det blev besluttet, at netværket skal udbygges, så at man kan blive ved med at mødes rundt omkring i landet. Der er også sat tid af til næste samling, det bliver i efterårsferien uge 42, fra onsdag den 16. -20. oktober 2019.

Egentlig var det planlagt at jeg skule tale i Australien i oktober måned, men planerne er ændret pga. det som sker i Danmark. Nærmere information omkring tid og sted vil blive delt på www.evangelist.dk samt på den nye, tværkirkelige hjemmeside vaekkelse.nu. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.